Nu letter studenterhuerne - og det er ikke altid bare lykken

Når studenterhuen lander på hovedet, er det kulminationen på tre års studeren og en forventningsglæde om druk, fester og sene sommeraftner. Det er svært at gøre andet end at klappe i sine hænder og ønske de nye studenter et hjerteligt tillykke med at have nået sådan en milepæl i deres liv på grænsen til ekstatisk lykke.

Studentertiden er fantastisk og mere til, og jeg vil benytte lejligheden til at fremlægge et sammensurium af gode råd og refleksioner om dét at blive student.

Kære dig nye student. Jeg havde tænkt mig at skrive en klumme om alt det fantastiske ved at blive student. Et nuanceret billede af den lykkelige studentertid skrevet med et strejf af en patroniserende pen.

Ak, jeg kunne simpelthen ikke stå inde for dét, jeg først havde skrevet. Årsagen er, at jeg i et forsøg på at rådgive om studentertiden, endte med at være alt for overfladisk og glorificerede min egen studentertid, som selvom den var svær, alligevel var den bedste tid i mit liv.

Problemet er nemlig, at den overhovedet ikke var den bedste tid i mit liv.

I stedet var min studentertid en oplevelse præget nervøsitet og utilstrækkelighed. I stedet vil jeg med denne klumme gerne pointere, at man ikke er unormal, mærkelig eller en fiasko, hvis man ikke ser studentertiden, som den tid, hvor ens ungdomsliv peaker.

Helt overordnet var min oplevelse af gymnasiet en skønsom forsamling af alverdens følelser. En emotionel rutsjebanetur, hvor alle følelserne på følelsesregistret var i spil.

Selvfølgelig har jeg også virkelige dejlige og meget livsdefinerende oplevelser og minder med fra min gymnasietid, men jeg betragter den faktisk primært som den sværeste tid i mit liv.

Både med henblik på det faglige, men særligt også med tanke på den sociale del af gymnasielivet.

Jeg følte, at der var så meget fokus på status, diverse udvalg og på generelt at have et ultrarigt socialt liv, som inkluderende en stor mængde venner og et tætpakket skema med sociale sammenkomster.

Samtidig gik jeg i en klasse, som på mange måder var skøn, men som også var en klasse, hvor jeg ofte havde en følelse af ikke helt at passe ind i.

Da jeg fik min studenterhue på hovedet, var det derfor ikke med et sørgmodigt suk over at være færdig med gymnasiet. Tværtimod havde jeg aldrig været mere lettet. Nu havde jeg pludselig ikke længere nogen forpligtelser over for den instans, som i løbet af tre år havde bidraget med mange ængstelige og ensomme tanker.

Men allerede her følte jeg mig som lidt af en social fiasko, fordi jeg ikke stod med en følelse af et kæmpe vemod over at forlade gymnasiet, men i stedet glædede mig uendeligt meget.

Studentertiden tilbringes mere eller mindre konstant sammen med dine klassekammerater, og derfor var jeg enormt presset over konceptet, fordi jeg følte mig udenfor og alene i min klasse. Jeg havde lyst til at trække mig fra hele konceptet.

Det skabte et kæmpe indre dilemma, for hvis jeg tog beslutningen om at undgå diverse studenterarrangementer, så ville det samtidig se ud som en ydre og indre blåstempling af, at jeg er et mærkeligt ungt menneske, der ikke kan begå mig i sociale kontekster.

Inderst inde ved jeg jo godt, at jeg sagtens kan begå mig socialt og at det mere handlede om at være forskellige typer af mennesker i en gymnasieklasse end at være socialt inkompetent.

Alligevel føles dét at leve op til forventningerne omkring studentertiden så altafgørende for andres forståelse af mig, at jeg i lang tid prøvede at være en ”rigtig” student, selvom jeg til på nogle måder endte med at overskride mine egne grænser.

Vendepunktet kom sammen med et knust hjerte, da forholdet til min daværende kæreste sluttede. I kølvandet på det besluttede jeg mig ganske enkelt for at være student på min egen måde.

Jeg skruede ned for forventningerne og valgte at bekymre mig mindre om omverdens ideer til, hvordan en student skal være. Jeg kunne i højere grad være nærværende og nyde min studentertid, fordi jeg nu selv definerede, hvordan jeg ville være student.

Nå, men hvorfor skriver jeg så i grunden alt det her. Det gør jeg, fordi jeg selv har manglet en fortælling om, at det at blive student ikke nødvendigvis er en lyserød solskinsfortælling, men altså også kan gemme på nogle svære tanker og følelser. Det kunne jeg godt have brugt til at spejle mig i.

Så kære student. Måske du har det på samme måde. Jeg håber, at du uanset hvad får en dejlig studentertid, som er lige præcis sådan, som du gerne vil have, at den skal være.