Fortsæt til indhold

Budgettet - en succes med mange fædre

Debat
Benno BlæsildKommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs for Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Alle partier i Norddjurs Kommunalbestyrelse vedtog tirsdag aften kommunens budget for 2025.

Det er bestemt ikke hvert år det sker. Og hvis man ser ud over de andre danske kommuner, så er det langt fra at være reglen for flertallet af kommunalbestyrelser.

Det er svært ikke at opfatte 2025 budgettet som en sundhedstegn og som et tegn på god styring af vores kommune i de seneste år. Et kompromis mellem otte partier kræver både vilje og gensidig respekt, for det kendetegner vellykkede kompromisser, at utilfredsheden bliver tilpas jævnt fordelt mellem alle parterne, så ingen rigtig får sin vilje og ingen bliver overset i sådan grad, at de går deres vej.

Ud fra den målestok er Norddjurs Kommunes budget for 2025 en stor succes, for det har ikke skortet på faderstolthed fra en lang række røde og blå politikere

Nogle kompromisser er i virkeligheden et stort hjørnespark, hvor man undlader at gå i kødet på problemer, og udskyder de ubehagelige beslutninger til et senere tidspunkt - ofte i det stille håb, at det så er nogle andre, der må lægge ryg til konsekvenserne. Den slags kompromisser er der ingen, der vil kendes ved. Der er et ordsprog som siger, at en succes har mange fædre, mens en fiasko er forældreløs. Oskar Hansen skrev 1939 visen om musikgeniet, ’der havde arvet lidt af hver’. Norddjurs Kommunes budget 2025 har også arvet lidt af hver fra sine hele otte ’fædre’ m/k.

Ud fra den målestok er Norddjurs Kommunes budget for 2025 en stor succes, for det har ikke skortet på faderstolthed fra en lang række røde og blå politikere. For eksempel den længe ventede beslutning om belysning på cykelstien mellem Allingåbro og Auning, som socialdemokratiske politikere har berettet om, at de efter hård kamp har fået ind i budgettet.

Man ser for sig, at kampen har været at undgå at falde over dørtrinnet i den vidtåbne dør, for forslaget blev for mange år siden båret ind i budgetforhandlingerne af LA’s Jens Meilvang, dengang han endnu var Venstremand og dengang borgmesteren var socialdemokrat, og jeg ved, at det blev stående på Venstres ønskeseddel efter at idemanden havde søgt nye politiske græsgange, og det stod der endnu, da vores forhandlere gik ind til budgetforhandlingerne i år.

Norddjurs Kommunes netop vedtagne budget er solidt politisk arbejde. Selv om danske provinskommuner i disse år bliver holdt i statslig spændetrøje gennem Budgetloven, så er det lykkedes at opstille et forsvarligt budget for 2025 og frem til 2027. Vi holder et anlægsbudget på 100 millioner kr. årligt de næste tre år; men i 2028 bliver der kun 61 millioner kr. til anlæg.

Det afgørende for alle kommuner er, at der er ’strukturel balance’ i budgettet, så kommunen ikke saver den økonomiske gren over, den sidder på. Det er lige præcis lykkedes at holde balancen i år - også i den service kommunen kan yde til borgerne. Staten har givet Norddjurs Kommune lov til at yde service til borgerne for godt 2,1 milliarder kr. i 2025. Budgettet rammer et overforbrug på beskedne 1,7 millioner, så vi er gået lige til grænsen og lidt over. Det betyder dog ikke, at alle borgere får alle berettigede ønsker opfyldt.

I det store billede er jeg glad for, at folkeskolens almenområde står til at få en mærkbar økonomisk håndsrækning. Jeg glæder mig også over, at der er penge til at lægge indhold i kommunens bybånd. Jeg håber på, at bybåndene kan blive inkluderende lokallokomotiver, som kan medvirke til, at velfærden sikres også til de landområder i kommunen, som ikke er en del af bybåndene eller de to definerede vækstcentre.

I det lokale perspektiv i Allingåbro, glæder det mig, at toiletbygningen ved Djursland For Fuld Damp bliver renoveret inden svalerne får gnavet den sidste facadesten helt ud af murene. Så selv om jeg ikke har siddet med ved forhandlingsbordet, så melder jeg mig gerne i flokken af stolte fædre bag denne succes.