Skanderborg Kommune og solcelleparker: Er det grøn omstilling eller greenwashing?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune har sat en ambitiøs målsætning om at blive klimaneutral i 2030 ved at producere nok grøn energi til at dække alle kommunens husstande. Men denne ambition har en pris: Kommunen har udlagt 9.000 hektar natur og god landbrugsjord til brug for solcelleparker og vindmøller. Dette område er nu genstand for stor interesse fra projektudviklere, som presser lokale lodsejere for at leje eller købe deres jord til store summer – en situation, der skaber usikkerhed og uro blandt borgerne i landdistrikterne. Mange føler sig utrygge ved udsigten til potentielt at få et stort vedvarende energianlæg som nabo.

Desuden er miljøeffekten af disse solcelleparker tvivlsom. En analyse fra Aalborg Universitet fra 2021 viser, at kun halvdelen af de solcellepaneler, der bruges i større anlæg, har en reel positiv effekt på klimaet over deres levetid. Langt de fleste paneler bliver produceret i Kina, hvor energiintensiv produktion, ofte afhængig af olie, kul og gas, betyder, at CO2-gevinsten ved solcelleanlæg først opnås efter 25 år. Med en gennemsnitslevetid på netop 25 år er der stor risiko for, at panelerne tages ud af drift lige som de begynder at give et positivt klimaaftryk.

Til trods for dette har Skanderborg Kommune ikke stillet krav til solcellepanelernes miljødeklaration (Environmental Product Declaration, EPD), som kunne sikre en dokumenteret CO2-tilbagebetalingstid. Med andre ord vælger kommunen at promovere sig selv som en grønnere kommune gennem solcelleparker uden reelle krav til, hvor grønne disse løsninger reelt er – en strategi, der minder om greenwashing.

Kommunen kunne stille krav om, at solcellepanelerne skal være produceret i lande med en høj andel af grøn energi, som for eksempel Norge, eller at der foreligger miljødata, der dokumenterer en CO₂-tilbagebetalingstid på maksimalt fem år fra idriftsættelsen.

Indtil videre har kommunen imidlertid givet frie tøjler til projektudviklere på 9.000 hektar af kommunens natur og landbrugsjord uden tilstrækkelig dialog med borgerne. Uden skærpede krav og gennemsigtighed i processen står kommunen i fare for at give borgerne en illusion af grøn omstilling – og dermed bevæge sig direkte ind i greenwashing-fælden.