Præst er vild med konflikt i haveforening: »Vi får lov til at se os selv«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så kan vi igen følge med i livet i en kolonihaveforening i det nordjyske.

I TV er anden sæson af ”Balladen om kolonihaven” nu sat i gang, og hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen af at se med, så kast dig bare ud i det.

Første sæson blev vist i 2023 med over en million seere, og så var det nok for svært at lade være med også at lave en sæson to. For der er altid noget ballade, som man kan følge op på.

Jeg har endnu ikke set noget fra sæson to. Men jeg fulgte med i første sæson, for det var godt fjernsyn. Selvom karaktererne uden tvivl er blevet strammet op, så de gør sig godt på TV, der gerne vil konflikterne, så var der alligevel noget genkendeligt over livet i kolonihaven.

Noget, der ikke blot handler om at få en haveforening til at fungere i praksis, men handler om selve livet.

Lad mig kort opsummere handlingen – som formodentlig stort set vil være den samme i sæson to. Kolonihaveforeningen er fyldt af folk, der hver især vil det bedste. ”Vi kæmper alle sammen for det gode; vi kan bare ikke blive enige om, hvad det gode er”, som Tina Dickow synger i én af sine seneste sange ”Menneskedyr”, og som nærmest kunne være titelsangen til ”Balladen om kolonihaven”.

For egentlig vil de fleste i foreningen det bedste, der er bare så utrolig mange forskellige holdninger til, hvad det bedste er, og derfor kommer det værste frem i mange af de medvirkende.

Der er sammenstød på tværs af generationer, for de unge vil holde sig for sig selv i kolonihaven og have deres eget lille fristed, mens de gamle vil fællesskabet – sådan lidt enkelt fortalt.

Og formanden bliver billedet på konflikterne. En af de yngre, som med regelsættet i hånden får skabt ensartede vilkår for alle. Det er bare lidt svært, når man nu har været vant til, at regler godt lige kunne bøjes og omgås lidt, så de gav mening i de forskellige situationer, der jo aldrig bare lige er sort/hvide og helt enkle at gå til.

Formanden ønsker brændende at gøre noget for fællesskabet, men som en af de andre i bestyrelsen siger, så ”er problemet bare, at de andre ikke vil fællesskabet med dig”. Og så er det jo ikke let. I den nye sæson er der reklameret med, at selveste statsministeren kommer på besøg. ”Tak for indsatsen” siger hun til formanden og fortsætter: ”Det letteste er jo at lade være. Og hvis alle lader være, så er der bare ikke nogen kolonihaver”.

Når det var – og forhåbentlig fortsat er - godt fjernsyn og værd også at beskæftige sig med i en klumme, så er det, fordi afsnittene også taler ind i eget liv. For det er jo genkendeligt at se, hvordan der kan være forskellige syn på, hvad der er rigtigt at gøre. Det er genkendeligt at opleve, at de bedste intentioner og ønsker om at gøre noget for andre kan misforstås. Det er genkendeligt, at det er svært at se ud over sine egne ønsker og behov.

Det er genkendeligt, at konflikter kan vokse fra ingenting til pludselig at fylde alt for meget. Ja, i livet er det egentlig ret genkendeligt, at det handler om ”Balladen om…”, og vi så hver især kan udfylde resten af sætningen. For livet er fuld af ballader – det er prisen for engagement, fællesskab og ønsket om at gøre en forskel.

Måske vi ikke hver især er lige så festlige som karaktererne fra kolonihaveforeningen, og der ikke kunne laves lige så godt fjernsyn over vores liv, men alligevel er det helt basale menneskelige træk, der portrætteres i udsendelsen. Og på den måde får vi lov til at se os selv lidt over skuldrene og blive lidt klogere på, hvad det vil sige at være menneske.

Det er slet ikke så dårligt, når det sker samtidig med, at vi bliver godt underholdt af en flok helt almindelige, ganske særlige nordjyder fra en haveforening i Aalborg.