Fortsæt til indhold

Efter snus-forbud: Må ansatte i Favrskov Kommune godt være tykke?

Debat
Frank UlstrupVibevej 8, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ved vores byrådspolitikere ikke, at vejen til helvede er brolagt med gode hensigter?

Efter at have læst Lokalavisen Favrskov den 30. oktober må svaret være et rungende nej. De har tilsyneladende intet lært af historien, og tror at man som politiker kan tillade sig alt.

Det kan man som bekendt ikke, og derfor kan kommunen heller ikke udvide sit rygeforbud for ansatte til også at gælde røgfrie nikotinprodukter som snus og nikotinposer.

Brugen af disse produkter vedrører nemlig kun brugeren selv og udgør ingen som helst gene- eller risiko for andres sundhed. Dermed også sagt, at den nye ”Tobaks og nikotinpolitik for Favrskov Kommune”, som Økonomiudvalget indtil videre har godkendt, er helt ude i den nordkoreanske hamp.

Argumentet fra politikernes side er, at man som kommunal ansat er en slags rollemodel, som borgerne spejler sig i. Den ansatte skal derfor forbydes at sende ”uhensigtsmæssige signaler”, som det hedder.

Men har politikerne mon overvejet, hvor den glidebane kan føre hen?

Bliver det næste, at de kommunal ansatte kun må have sund mad i deres madpakker? Borgerne kunne jo lade sig fordærve af det ”uhensigtsmæssige signal”, hvis en pædagog spiser en Marsbar eller drikker en cola.

Eller hvad nu hvis en ansat er tyk og alene ved sin fremtoning ”signalerer en uhensigtsmæssig” adfærd og livsstil?

Overvægt er som bekendt farligt, så skal de tykke nu gemmes væk, så de ikke påvirker borgerne i negativ retning? Eller skal de ligefrem bortvises fra arbejdspladsen, som er den sanktion, Favrskov Kommune truer ulydige snus-brugere med?

Jeg kan heller ikke helt lade være med at tænke på Dan, som jeg i sin tid havde til konfirmationsforberedelse i Søften. Han kørte motorcykel, og vi drenge stod tit og beundrede hans køretøj i pauserne.

Da jeg fyldte 18, købte jeg selv en motorcykel – også selvom jeg godt vidste, det var dødsensfarligt.

Nu er det store spørgsmål så, om det var Dan, der alene ved sit eksempel og sit ”uhensigtsmæssige signal” potentielt satte mit liv i fare? Var Dan en dårlig rollemodel?

Det var han da helt klart, set med Favrskov Kommunes nye logik. Og hvis der ikke for længst er indført et regelsæt for offentligt ansattes valg af transportmiddel, må det snarest muligt ske.

Og mens de så alligevel er i gang med at flække halv- og hel-autoritære politikker sammen, kunne de jo også lige tage et kik på de ansattes skærmbrug – herunder brugen af sociale medier.

Der er vist nogenlunde enighed om, at SoMe er afhængighedsskabende, og at de ved overdreven brug også er sundhedsskadelige.

Hvis det ikke allerede er sket, forventer jeg, at Favrskov Kommune hurtigst muligt forbyder deres ansatte at være på diverse platforme. Også i pauserne. For tænk på det ”uhensigtsmæssige signal” det kan sende, hvis skolelæreren bruger sin telefon til andet end at ringe med.

Har politikerne i Økonomiudvalget overvejet det?

Og lever vores lokale politikere i øvrigt selv op til tobaks- og nikotinpolitikkens ånd? Sender de ved deres levevis kun sunde og opbyggelige signaler, som ingen uskyldig sjæl kan fordærves af?

Det tror jeg ikke. Og jeg synes, politikerne i Favrskov Kommune skal forsøge at stoppe sig selv i deres iver efter at bestemme over andre.

For i virkeligheden er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad magtfulde mennesker kan stemple som ”uhensigtsmæssig adfærd” og efterfølgende forbyde.

For mig lugter det hele lidt for meget af østblok-kommunisme, og jeg undrer mig over, at liberalt indstillede mennesker i Økonomiudvalget har været med til at give grønt lys. Men, det har de åbenbart.

Jeg synes, det er en ommer.