Jeg har ikke længere tiltro til kommunen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Min kommune lytter ikke til mig og giver mig ikke den nødvendige borgerinddragende information, jeg har brug for.
De vil gerne have mine skattekroner, men de vil ikke høre på mig, ej heller tale med mig. De vil helst bare selv bestemme!
2023 startede der en foroffentlighedsfase for kommuneplantillæg om placering af VE-anlæg.
Dengang så jeg lidt skriverrier på FB særligt fra området ved Storring og Høver og troede, det handlede om et konkret projekt i det nabolag.
Så blev der stille i området og i mit sind, indtil der dumpede et prospekt ind ad min brevsprække her start oktober fra lodsejer og en projektudvikler og en, for dem, mega god ide.
Den handlede om en solcellepark på 84 hektar næsten lige op af min og mange andres matrikel. De inviterede til infomøde om projektet 23. oktober, hvor cirka 150 personer deltog, men ingen politikere – det var ikke en del af planen, så derfor møder ingen politikere. Kommunen starter en borgerinddragelsesfase, når projekterne er udvalgt.
De vælger dog de projekter 20. november., selvom selve høringsfasen for kommunens dialogområder først slutter 28. november.
Det er da ikke godt nok. Hvorfor har I så travlt?
Desuden, kære kommune, hvordan kan man træffe en beslutning ud fra de meget sparsomme oplysninger, I har fået om de 16 projekter?
Hvordan kan I træffe beslutning om beliggenhed og prioritere uden at have kigget på og besøgt de beørte områder?
Her i Mesing ligger parken i en gryde og et levende hegn lukker ikke for indkig fra alle os, der bor tættest på.
Hvordan kan I overhovedet finde på at lave en så gennemgribende ændring med så mange hektar dialogområder i kommunen uden at invitere os direkte til foroffentlighedsfase og nu den høringsfase, der slutter den 28. november?
Som kommune burde I have sendt besked i e-boks til alle de berørte husstande, der ligger i de hvide dialogfelter. Det var da det mindste! Det må systemet da kunne klare. . Det er mit hjem, kære politikere, som I lige nu gambler med.
Projektforslaget ved Mesing er så tyndt beskrevet, fordi firmaet bag ikke ønsker at bruge tid på det, før det måske bliver en realitet – og ud fra det tager politikerne stilling. Det kan man da ikke – Det er vores hjem I gambler med, og det virker useriøst.
Jeg har ikke længere tiltro til kommunen, og jeg frygter:
- at I ikke tager høringssvarene alvorligt
- at embedsværket ikke er indstrueret i at kommentere høringssvar ud fra en velbegrundet faglig vurdering, så der kan træffes saglige beslutninger. ( De 40 sider fra 2023 har ikke én kommentar, der tilgodeser borgerens bekymring – i alle afsnit er der vage administrative anbefalinger, der kan tolkes efter en politikers forgodtbefindende)
- at I ikke tager notits af bekendtgørelse 440 af 3. maj 2024 om planlægning for solcelleanlæg i det åbne land.
- at I tager stilling uden at have besøgt lokationerne med de 16 projektforslag.
- at I ikke overholder de forskellige anbefalinger om afstande, der bør overholdes for at undgå, at naboer blive tæt omkranset af solceller.
- at I glemmer muligheden for at placere solceller dér, hvor staten ejer store arealer langs de statslige jernbane- og vejstrækninger, og at det særligt bør overvejes, om afstanden kan være mindre på disse arealer.