Sidste udkald, Frands Fischer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Lige om lidt skal du og resten af byrådet træffe jeres livs måske største politiske beslutning. Hvorfor det? Fordi en vedtagelse af projektet Galten Energipark og andre VE-projekter i kommunen vil ændre livet for mange borgere ude på landet.
Vi flyttede til Høver for mange år siden for at komme tæt på naturen og højt til himlen. Udover det et fællesskab som man ofte kun finder på landet og ikke i byerne. Det ønsker du/I nu at ødelægge med en overplastring af vor skønne natur med solceller og vindmøller. Hvorfor det? Måske de mange projektudviklere har hvisket jer i ørerne, at det er det eneste rigtige. Det eneste de ønsker er profit og intet andet. Bagved er der sikkert aftaler med energibaronerne, som ligeledes kan skumme fløden. Alt det vil du/I medvirke til, mens vi andre herude på landet bare skal ofres. Det er simpelthen så ringe en beslutning, som i forvejen har ladet hånt om vi borgeres mening i Skanderborg kommune.
Det er tidligere bevist, at solceller på tagene i Danmark er nok til at stille sulten efter grøn strøm. Nå, ja det er måske lidt mere besværligt end en bar mark, men det berører til gengæld ikke os herude på landet. På kommunale tage kan det også lade sig gøre, der skal blot oprettes et selskab til dette.
Regeringen har intet at gøre med byrådets beslutning. Så det er kun jeres valg. Regeringen har dog en målsætning om en firedobling af grøn energi/strøm frem mod 2030, hvis der er efterspørgsel efter dette. Bliver målet nået, så vil der være nok strøm til 30 millioner husstande. Vi er ca. 2,7 millioner husstande i Danmark. Det vil sige, at masser af strøm vil blive eksporteret til eksempelvis Tyskland. Så jernmarker fra Galten Energipark kan sende strøm sydpå. Det er jo det glade vanvid.
Til slut vil jeg kun minde om, at socialdemokratiet jo på landsplan har mistet utroligt mange vælgere, hvilket helt sikkert vil skinne igennem til næste års kommunalvalg. Stopper I ikke dette vanvid, så kan det ende med den største vælgerlussing i historien. Stemmerne kunne jo i så fald ende hos et forholdsvis nyt parti, som ikke ønsker jernmarker. Du kan stadig nå det borgmester Frands Fischer.