Rød blok har dræbt væksten i Syddjurs – tid til forandring
Efter 7 år med rød ledelse er væksten gået i stå. Det skal en ny borgmester i stolen, ifølge Ebba Grethe Møgelvang Laursen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Væksten er gået i stå efter 7 år med rød ledelse. Det skal igen efter KV25 være trygt at bo i Syddjurs Kommune.
Derfor skal I, kære borgere, se med bekymring på den nuværende rød bloks ledelse med borgmester Michael Stegger i spidsen. For fakta er, at vores vækst er gået i stå. Det er med dyb undren, at Dansk Folkeparti må se på, at man også vil slukke lyset for både erhverv og bosætning i store dele af Kolindsund-området. Frem for at sætte alle sejl til for at få vendt skuden og skabt øget vækst igen.
Det er bekymrende at læse, at der er flere partier i Byrådet, som bakker op om undersøgelser om at få oversvømmet hele Kolindsund-området. Ødelægge muligheden for at skabe vækst igen. Det er bekymrende at læse, at disse partier ikke ser på de økonomiske konsekvenser ved sådan en beslutning. En forkromet forklaring er, at staten betaler for undersøgelsen af sundet. I min verden er det dårlig stil af politikere, som gerne smider gode penge efter dårlige, når man igangsætter dyre undersøgelser, uagtet pengene kommer fra statens kasse. Fordi staten, det er også OS!
Det skal igen efter KV25 være trygt at bo i Syddjurs Kommune.
I Dansk Folkeparti ser vi med bekymring på, at efter 7 år med rød borgmester i spidsen er væksten gået i stå. I flere byer, også her i Mørke, mangler der kommunale byggegrunde. Væksten er gået i stå, men visse partier er så risikovillige, at de gerne kaster vækst i kloakken og kommunens økonomi ud i kæmpestore ”uvisse udgifter” ved at deltage i planer om oversvømmelse af Kolindsund. Er dette et håb om investering i x antal spande vand, eller ren spekulation i at staten og kommunen skal betale gildet?
Man glemmer, at dele af byrådet med borgmesteren i spidsen kaster kommunens borgere ud i et ukendt økonomisk morads gennem lukkede arbejdspladser, mistede bierhverv til landbruget, mistede personskatter og ejendomsskatter osv. Lokal vækst kommer ikke af sig selv, det er noget vi må skabe selv. Derfor er der til næste års kommunalvalg brug for en blå borgmester, der skal stå i spidsen for at genskabe en kommune i vækst og udvikling.
Borgerne skal vide, at det er dyrt at være fattig! Og fattig er Syddjurs Kommune, der har mistet pusten og er gået i stå i væksten. Fattig er de, der mister muligheder i deres families livsstil og bopæl i sundområdet. Fattig bliver dem, der mister den lokale kulturhistorie, som drukner i en sø. Fattig bliver de borgere, som af den ene eller anden grund tvangsflyttes ud af sundområdet.
Lad mig ridse nogle konsekvenser op her: Erhvervsejendomme, private ejendomme eksproprieres, store dele landbrugsområder oversvømmes, natur, skove, beplantede områder forsvinder, biodiversiteten forsvinder på store dele landområder, som i dag er dels landbrug, skove og fri natur. Fugle, dyr, insekter, planter får svære vilkår, når området oversvømmes. Især insekter flytter sig ikke over ret mange km, så dem mister man måske helt i området.
Lokale infrastrukturer oversvømmes og besværliggør dermed borgeres mulighed for at komme til og fra hjemmet til job, skole, indkøb osv. Dele af letbanelinjen mellem Ryomgård og Grenaa vil lægges under vand, og andre dele vil sandsynligvis ende med at ligge på arealer, som mere eller mindre er oversvømmet, når der kommer store mængder nedbør. Kolind By må bygges op på en ny betondæmning. Ejendomme mister værdien, arbejdspladser lukker, forsikringer stiger, og hvor og hvordan skal alle disse borgere genhuses?
Det vil være langt mere enkelt at styrke Djursland og Kolindsund-området frem for at splitte Djursland i to dele med - billedligt talt - x antal spande vand.
Kommunens vækst er gået i stå, og samtidig vil dele af byrådet anført af røde partier medvirke til at ændre god landbrugsjord til vand.
Men - men - der vil være mulighed for en ny type virksomhed, nemlig færgedrift over sundet. Den store transformation består i at ændre sunde erhvervsøkonomier til fortidens økonomiske niveau, nemlig nul og niks! Tillad mig at hviske: Blev den sunde fornuft i driften af vores kommune skyllet ud med badevandet?
Det skal igen være trygt at bo i Syddjurs Kommune, og det skaber vi med en stabil og sikker ledelse, der hele tiden har øje for, hvordan hver en krone tjenes og bruges. En politisk ledelse med de blå partier i spidsen og en blå borgmester vil - hvis vælgerne taler for dette - påtage sig det ansvar at stå i spidsen for at få vendt den synkende skude og få skabt en bæredygtig vækst og udvikling i vores kommune. Fordi - det kommunale selvstyre er vigtigt, det er den ledetråd, vi vil styre kommunen efter.
Vi er nogle blå politiske partier, som underbygger og påtager os dette ansvar, vi kender værdien af vækst og udvikling. Ordet STAGNATION – det kan vi tværtimod ikke lide. Negativ bosætning bryder vi os heller ikke om. Samlet set vil vi være garant for det gode hverdagsliv i trygge omgivelser, skabe vækst og udvikling og vende skuden til en kommune med sund økonomi.«