Lufthavn har fået over en halv milliard: Demokratiproblemet og pengebeløbet er meget stort
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
’Bundsgaardgate’ kan man vel efterhånden godt kalde de tre store sager, som vi nu ser virkningerne af, nemlig havnesagen, stadionsagen og lufthavnssagen.
Om lufthavnssagen: Demokratiproblemet er meget stort. Det er pengebeløbet også!
Siden 2010 har Aarhus Kommune tilført lufthavnen penge otte gange, i alt 612 mio.
Her er beløbene:
- 2012: 5,82 mio. kr.
- 2014: 9,9 mio. kr.
- 2018: 75 mio. kr.
- 2019: 90 mio. kr.
- 2021: 200 mio. kr. (formelt lån)
- 2022: 180 mio. kr.
- Rentehenstand: 51 mio. kr.
Desuden har medejerkommunerne og en privat investor bidraget til festen.
De fleste beslutninger er truffet i dølgsmål – enten på lukket byrådsdagsorden eller på borgmesterkontoret. En undtagelse er maj 2022-beslutningen. Den er til gengæld afslørende. Borgmesteren nævner i indstillingen ikke de tidligere hjælpepakker. Og man får navnlig ikke nævnt lånet, som blev givet i 2021, ej heller rentehenstanden, ej heller den stakkels private investor fra 2019, som jo i 2024 tilbyder at overdrage sine aktier vederlagsfrit til Aarhus kommune!
Demokratisk set er det rystende, at borgmester Bundsgaard i 2022 beder det nyvalgte byråd bevilge en støtte på 200 millioner (hvoraf de 180 er fra Aarhus) uden at nævne, at der alene siden 2019 er puttet mere end 300 millioner kroner i hullet! Et nyvalgt byråd, som jo alene på grund af reglerne om beslutninger på lukket byrådsmøde ikke har kunnet vide noget om sagerne.
Et særligt raffinement er, at låneaftalen fra 2019 foreskriver, at renter forfalder og erlægges årligt. Har økonomidirektør eller stadsdirektør underskrevet en rentehenstand på trods af byrådsbeslutningen? Og uden at advare borgmesteren om tilsidesættelse af byrådsbeslutningen?
Liberal Alliance har foreslået uafhængig undersøgelse – hvorved nok forstås advokatundersøgelse – af rentehenstandssagen. Monstro borgmesteren på forhånd har bedt en dygtig advokat udtale sig? Så at sige: skrive et forsvarsskrift om, at borgmesterbeslutningen er lovlig? Et sådant forsvarsskrift er jo ikke undergivet reglerne om advokatundersøgelser. Det kan jo netop bare være et forsvarsskrift!
Der er sorte huller i det aarhusianske byrådsdemokrati!