Fortsæt til indhold

Barren skal sættes højt, når det kommer til den grønne omstilling – men ikke urealistisk højt

Debat
Kristian Skipper-PedersenPartner, CEO, Unison Energy Partners

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nyligt besluttede et stort flertal i Byrådet i Favrskov Kommune at godkende forvaltningens indstilling om igangsættelse af en planproces for UNISONs cirka 300 hektar store energiprojekt mellem Hadsten, Hadbjerg og Nr. Galten. Beslutningen har givet anledning til meningsudvekslinger og -tilkendegivelser i det offentlige rum. Med dette indlæg ønsker vi som projektudvikler at belyse nogle af de faktuelle forhold omkring energiprojektets udvikling.

Er borgerne blevet hørt?

Den politiske beslutning kom på baggrund af en længerevarende og grundig proces, startende med en ansøgningsfrist for VE-anlæg i august 2022, politisk prioritering af projekter i januar 2023, efterfulgt af en idéfase for projektet i foråret 2024.

Ved siden af den kommunale proces, har der været lokal dialog. Allerede før UNISON ansøgte om projektet, blev der afholdt to borgermøder i Nr. Galten, ligesom der har været individuelle dialoger med konkrete naboer. Vi har løbende søgt at informere lokalt om processen, og der er blevet oprettet en dialoggruppe, med hvilken formålet er at følge projektet, give indspark og agere talerør for lokalsamfundene omkring projektområdet.

Det projekt (reelt to ansøgninger, som efterfølgende er blevet lagt sammen), som blev ansøgt i august 2022, og politisk prioriteret i januar 2023, omfatter et bruttoareal på cirka 350 hektar. Det projekt, som Byrådet nu har besluttet at igangsætte en planproces for, omfatter et bruttoareal på cirka 300 hektar. Ud af de cirka 300 hektar, udgør arealet til solceller cirka 250 hektar. Projektet er således op til den politiske igangsættelse reduceret fra et ansøgt areal på cirka 350 hektar til et nuværende areal til brug for solceller på cirka 250 hektar. De sidste cirka 50 hektar af projektområdet udgør nye skovområder, bynært rekreativt område samt øvrige friholdt områder.

I forbindelse med idéfasen i foråret indkom et høringssvar med et ønske om, at projektet skulle etablere cirka 100 hektar ny skov. Efter idéfasen er projektet tilpasset, blandt andet således at projektet etablerer cirka 20 hektar ny skov. Dertil vil yderligere cirka 30 hektar stå frit tilgængeligt for flora, fauna og mennesker. Adgang til arealet via stier, som kan skabe mulighed for spadsereture eller løberuter har også været et stærkt ønske, og projektet indeholder cirka 15 km stiforløb. I forbindelse med idéfasen kom der også et høringssvar med et ønske om at etablere skov langs Kærsmindevej via Grøn Pulje, hvilket projektet også giver mulighed for.

Et stort areal med stort potentiale

Det er ikke UNISONs hensigt at sidde overhørig, at det er et stort projekt. Når vi skal løse nogle af de udfordringer, vi står overfor, for eksempel omstilling af samfundet fra fossil til vedvarende energi, skal vi dog også være modige og ambitiøse samt turde at tænke stort. Samme tid skal der selvfølgelig stilles krav, men krav og forventninger må ikke være urealistiske i et omfang, så projekter ikke kan realiseres – det løser ikke udfordringerne.

Der er nu efter idéfasen fortsat tale om et stort projekt. Men det er også vigtigt at notere, at det netop er projektets størrelse, som muliggør, at der med projektet kan tilføres merværdier (ny skov, stisystemer, friholdt områder med videre), og flere tiltag og dagsordener kan samtænkes. Derudover vil projektet yde et markant bidrag til Favrskov Kommunes målsætninger omkring vedvarende energi. Uanset størrelsen, vil projektet kræve en relativt beskeden andel af Favrskov Kommunes samlede arealer. Favrskov Kommune består af cirka 70 procent landbrugsareal. Projektet vil lægge beslag på cirka 0,5 procent af Favrskov Kommunes samlede areal og cirka 0,7 procent af kommunens landbrugsareal. Med cirka 20 hektar ny skov langs den vestlige side af projektet, et seks-rækkers afskærmende beplantningsbælte med en bredde på 10 meter rundt om det øvrige projektareal, og dertil projektintern beplantning, vil projektet få en betydelig visuel afskærmning.

Afsluttende bemærkes, at 20 hektar ny skov ikke er ubetydelig – hverken for naboerne eller for klimaet. Krav og forventninger belyses og afstemmes i de demokratiske processer, vi heldigvis har omkring etablering af VE-anlæg i Danmark. Men krav og forventninger må ikke få et niveau, som gør, at VE-anlæggene ikke kan realiseres. Vi skal fortsat have fokus på, at VE-anlæggenes fornemmeste opgave er at sikre vedvarende energi, som vi alle i samfundet vil drage nytte af.