Kære Daniel Buttenschøn. Molslab har ingen fribillet til lidelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar til Buttenschøn om Øxenholt og dyrevelfærd:

Tak til Daniel Buttenschøn for at tage debatten om dyrevelfærd op. Jeg er helt enig i, at vilkårene for mange produktionsdyr i Danmark er uacceptable, og at der er et enormt behov for at forbedre deres liv. Det er bare ikke det samme som at sige, at vi derfor ikke må tale om problemerne i statslige rewilding-projekter og Molslaboratoriet.

Det er et velkendt blandt rewilding-fortalere at flytte fokus over på produktionsdyr, når kritikken rammer projekter med udsatte dyr bag hegn. Men her er der tale om to helt forskellige former for dyrehold – men i begge tilfælde kan der ske markante forbedringer.

I rewilding-projekterne er der ikke tale om husdyrproduktion, men om dyr, der skal leve “så frit som muligt” under menneskelig forvaltning. Det forpligter ekstra meget til at sikre, at de ikke udsættes for langvarig lidelse. Frihed og naturlig adfærd er kun værdifuld, hvis de basale behov – især frihed fra sult – også er opfyldt. Langvarig sult er ikke et vilkår, vi skal acceptere som “naturligt” for dyr bag hegn.

Daniel skriver, at der er “omfattende tilsyn”, og at man kan være sikker på, at dyrene ikke sulter. Men både på Mols og i andre lignende projekter er der dokumenterede eksempler på dyr med meget lav huldscore over længere tid – så alvorlige, at Fødevarestyrelsen har grebet ind. Det er ikke en påstand, men officielle registreringer. At man i dag har valgt at dispensere fra dele af dyrevelfærdsloven for statens egne projekter, gør kun behovet for åben debat større.

At sammenligne med landmænds praksis for aflivning eller undladelse af behandling er ikke dækkende. Landmænd er stadig underlagt dyrevelfærdsloven uden særlige lempelser, og de arbejder ud fra klare krav til fodring og pleje – også for dyr, der ikke længere kan “bidrage til driften”. På Molslab har de selv valgt at sænke disse krav med henvisning til naturhensyn. Men Molslab er ikke et statsligt projekt og burde som alle andre overholde Dyrevelfærdsloven.

Biodiversitet må og skal aldrig overtrumfe dyrevelfærd.

Når Daniel spørger, hvor mange dage en hest må halte, før man handler – så er svaret i loven faktisk klart: Man må ikke lade et dyr være i en tilstand, hvor det udsættes for unødig smerte, lidelse eller angst. Den regel gælder for alle andre dyreholdere og dermed også for Molslab.

Derfor handler debatten ikke om at undgå al lidelse – men om at sikre, at staten og Molslab som dyreholder lever op til samme dyrevelfærdsstandarder, som der kræves af alle andre. Hvis vi vil være troværdige, kan vi ikke have to sæt regler: Ét for staten og Molslab og ét for os andre.

Jeg tog selv fotoet af den magre, utrivelige plag på Molslab for at dokumentere, hvor galt det kan stå til med dyrevelfærden der. At billedet igen og igen dukker op i rewilding-debatter, viser, at jeg ikke er den eneste, der ser problemet.

Vi kan sagtens være enige om at forbedre produktionsdyrenes vilkår – men det er ikke et argument for at se igennem fingre med problemerne i rewilding-projekter.