Jeg bliver sjældent decideret vred, men det her er både uærligt og respektløst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lørdag 16. august skrev Morten Weihrauch fra Socialdemokratiet i denne avis, at en kommunal madordning i skolerne ikke bare ville give børn struktur og fællesskab, men måske endda mindske skolevægring og forhindre udviklingen af spiseforstyrrelser.

Det er sjældent, jeg bliver decideret vred, når jeg læser noget. Men det gjorde jeg her. For alle forældre, der har et barn med skolevægring eller en spiseforstyrrelse, ved med sikkerhed: Det handler ikke om, hvad der bliver serveret til frokost i skolen. At reducere disse lidelser til et spørgsmål om varm mad i kantinen er både uærligt og respektløst.

Trods ihærdige forsøg har jeg ikke kunnet finde belæg for påstanden om, at skolemad skulle kunne forebygge spiseforstyrrelser. Sverige og Finland har haft skolemad i årtier, uden at det har ført til færre spiseforstyrrelser end i Danmark. At insinuere at skolemad kan redde børn fra livstruende lidelser, er intet mindre end manipulation. Det afslører en grundlæggende mangel på forståelse for psykiske lidelser. Spiseforstyrrelser handler ikke om mad. Maden er bare et redskab, en scene, hvor de bagvedliggende problemer udspiller sig. Og jeg har endnu til gode at møde en familie med et barn med skolevægring, der peger på skolemad som løsningen.

De øvrige argumenter holder heller ikke til nærmere eftersyn. Weihrauch skriver, at skolemad giver struktur og fællesskab – men det kan skolen allerede levere i dag, uden en milliondyr madordning. Hvis der mangler struktur i frokostpausen, kan det tages op i skolebestyrelsen eller med lærerne. Har vi overhovedet belæg for at tro, at det her er et problem i flertallet af Favrskovs skoleklasser? Vi skal løse problemer, der rent faktisk eksisterer. Det er voldsomt at foreslå en offentlig madordning til mange millioner kroner, fordi nogle teenagere ikke gider spise rugbrød. Og hvem siger, at de ikke alligevel går i Brugsen efter noget andet, selv hvis skolen serverer spaghetti med kødsovs?

Han skriver også, at skolemad fjerner status og sammenligning. Men alle, der har gået i skole, ved, at status bare flytter sig til noget andet: tøj, telefoner, fritidsaktiviteter. Det er en del af dét at være ung, og det kan man ikke regulere sig ud af med kartofler fra et storkøkken. Hvis det virkelig var målet, måtte vi jo også indføre skoleuniformer.

Og så til det væsentlige: Socialdemokratiet lover ikke engang skolemad i Favrskov. De siger blot, at de synes, det er en fantastisk idé. Det synes jeg faktisk også. Det eneste reelle argument, de leverer, er, at der findes evidens for øget koncentration. Og ja, man kan bedre koncentrere sig, når man er mæt. Men politik handler ikke om at nævne alt, der kunne være dejligt, hvis vi svømmede i penge. Politik handler om at prioritere.

Hvis målet er at hjælpe de børn, der i dag mistrives så meget, at de slet ikke kan komme i skole, eller som kæmper med en reel psykisk lidelse, så kan de mange penge bruges langt mere effektivt. Der er brug for bedre specialtilbud, hurtigere udredning og reelle løsninger – ikke varm mad og varm luft. Og hvis vi finder midler til at løfte trivslen i skolen yderligere, så skal skolerne selv have frihed til at vælge, hvad der gavner deres elever mest: To-lærerordninger, kurser, lejrture, bedre materialer – eller måske en madordning.

At bruge børn i mistrivsel som retorisk løftestang er uærligt.

Jeg er ikke imod skolemad.

Men jeg er imod manipulation.