Fortsæt til indhold

Højhus-skandalen: Når økonomisk magt overskygger borgernes stemme

Lokalplan 755 ved Shellgrunden møder massiv kritik, men byrådet går alligevel videre med godkendelsen.

Debat
Bent OlesenPensionist Bestyrelsesmedlem i SF Randers

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Meget snart skal byrådet tage stilling til lokalplan 755 for området omkring Shellgrunden.

Forslaget har været i høring i en længere periode. Der er kommet 14 høringssvar, og ikke en eneste klapper i hænderne – der er én enkelt, der ikke går imod, og det er provstiet. De øvrige 13 svar lyder sådan: Gudenåen lukkes inde, højhus nej tak, der skal slet ikke bygges der, passer slet ikke ind i omgivelserne, skændsel, alt for højt, Jan Gehl ville have opponeret, skal ikke tillades, hovedløst projekt, passer ikke ind i kvarteret, ingen harmonisk overgang til åen, tager udsyn, modsætter sig lokalplanen.

Her må man da konstatere, at der er noget at lytte til – alle er enige om, at det er meget uønsket. Men nogen må være tonedøve, for lokalplanen bliver indstillet til godkendelse.

Jeg kan ikke lade være med at frygte, at der også bliver hørt med døve ører på alle de forslag, vi som borgere har givet i forbindelse med Fremtidens Randers – noget kunne tyde på, at kommunen kun lytter til det, man selv er kommet med forslag til. Det er svært forstemmende.

Jeg kan ikke undlade at viderebringe et citat fra Politikens artikelserie om byggeri: ”Som sorte huller kan bøje tid og rum, kan tilstrækkelig økonomisk magt bøje lokalplaner og helhedshensyn omkring sig.” (Arkitekturredaktør Karsten R. S. Ifversen) Man kunne nemlig frygte, at nogen har lovet bygherren for meget, inden man har spurgt borgerne.