Tænk hvilket mareridt det vil være at leve som ældre i et samfund, hvor Enhedslisten har flertal
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Frit valg for ældre er tydeligvis ikke noget, der gror i Enhedslistens baghave.
Starter vi først den dag, behovet er der, er vi alt for sent ude.
Venstres forslag om at planlægge muligheden for at bygge et friplejehjem i Hornslet-området anses ikke som rettidig omhu.
Tværtimod får forslaget en tur med Jesper Yde Knudsens grovfil.
De ældre, der kan tænke sig at vælge selv, får en del ord med på vejen.
De vil bo på et luksuriøst plejehjem, når de har penge nok. Et andet udtryk fra Jesper Yde Knudsen er »sponsorer med tegnedrengen i orden«. Med de tillægsord er der ingen tvivl om, hvordan Enhedslisten ser på ældres mulighed for selv at vælge.
Netop det at tænke planlægningen ind nu er præcis rettidig omhu. Antallet af ældre stiger heldigvis. Når vi ved, hvor lang tid der går med kommune og lokalplan, er det ikke for tidligt at komme i gang nu. Starter vi først den dag, behovet er der, er vi alt for sent ude.
Et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at have planlægningen på plads, er hospice i Rønde. Da den oprindelige lokalplan var i høring, kom der forslag ind om at åbne for, at området også kunne bruges til privathospital. Efterfølgende var det det, der gjorde det muligt at placere hospice, som vi nu kender det.
Det er heldigvis ikke realistisk, men tænk hvilket mareridt det vil være at leve som ældre i et samfund, hvor Enhedslisten har flertal.