Værdier og politik eller mudderkastning?
Hvad er det de Radikale har imod Enhedslistens værdier og politik i Syddjurs, spørger Enhedslistens byrådsmedlem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Okay, så startede mudderkastningen i valgkampen.
Det er fair nok at Radikale i Syddjurs hellere vil gå i valgforbund med de Konservative end med de rød-grønne partier, det er deres beslutning, men hvorfor skal den beslutning bruges til et umotiveret angreb på Enhedslisten?
Radikale Venstre skriver:
»Der er dog et god et godt stykke vej fra Radikale Venstres værdier, og de værdier, der bærer politikken i Enhedslisten. Derfor valgte vi at takke ja til en invitation fra Konservative: Vi har ganske enkelt et større værdifællesskab med Konservative end med Enhedslisten.«
Her er der ikke nogen konkret argumentation. Intet om, hvilke værdier og hvilken politik de måtte være uenige med Enhedslisten om.
Hvis de Radikale vil bevare en gnist af anstændighed skylder de at forklare, hvad er det for værdier og hvad er det for en politik de åbenbart mener er så forfærdeligt ved Enhedslisten. Ellers er det ikke en demokratisk meningsudveksling men bare mudderkastning og så har de jo ret i at deres værdier ligger langt væk fra Enhedslistens.
Hvad er det de Radikale har imod Enhedslistens værdier og politik i Syddjurs?
Er det Enhedslistens utrættelige forsvar for velfærden i Syddjurs? Er det vores kamp for flere sundhedsplejersker? flere voksne i daginstitutionerne? Bedre økonomi for skolerne? En mere retfærdig fordeling af ressourcer til skolerne? Vores modstand mod den økonomiske straf for at visitere børn til specialskoler? Vores kamp for flere penge til PPR og specialpædagogisk team? Vores kamp for en ordentlig sagsbehandling af familier med udsatte børn? Er det vores kamp for flere ressourcer og et ordentligt arbejdsmiljø på ældreområdet?
Er det Enhedslistens store arbejde for mere natur, biodiversitet og et bedre havmiljø der irriterer de Radikale?
Er det Enhedslistens store arbejde for mere natur, biodiversitet og et bedre havmiljø der irriterer de Radikale? Er det vores initiativ med at stoppe landbrugsdrift på en række kommunalt ejede arealer og omdanne dem til natur? Vores forsvar for naturfredninger og naturnationalparker? Vores modstand mod nye kæmpesommerhuse i naturområder tæt på kysten? Vores kamp mod flere svinefabrikker og landbrugets forurening af vores havmiljø? Er det vores forslag om en plan for forbedring af havmiljøet omkring Djursland?
Er det vores kamp for en ambitiøs grøn omstilling med lokalt ejerskab og inddragelse? Er det vores forslag om solceller på de kommunale tage?
Hvis ikke det her bare skal være en trist mudderkastning, men en sund demokratisk meningsudveksling så skylder du, Heine Skovbak Iversen, Enhedslisten og borgerne en ordentlig forklaring på hvilke værdier og hvilken politik du er uenig med Enhedslisten Syddjurs i.
Så er vi med på at debattere anstændigt derfra.