Kære Helmer Thorsen og alle vores ældre medborgere
»Jeg deler din oplevelse af, at et godt og velsmagende måltid mad er vigtigt,« skriver Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) til 93-årige Helmer Thorsens postkort.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Tak for dit postkort, og tak fordi du deler din historie med byrådet og alle Din Avis’ læsere. Det kræver mod at fortælle om dine følelser i et sårbart tidspunkt i dit liv, hvor du har mistet din kone gennem mange år.
Når man har levet et langt liv, arbejdet, bidraget og betalt sin skat, så er det ikke for meget at forvente, at samfundet stiller op, når man får brug for hjælp. Det skylder vi jer – og det tager jeg meget alvorligt.
Derfor vil jeg gerne slå fast: Der bliver ikke sparet på ældreområdet i de kommende år. Tværtimod.
I en tid, hvor vi heldigvis lever længere, sætter vi automatisk flere penge af til ældreområdet, og på kort sigt får området tilført 93 millioner kroner de kommende år. Det gør vi netop fra byrådets side for at sikre, at plejen og hverdagen på vores plejehjem bliver bedre – ikke ringere.
Jeg ved godt, at penge alene ikke skaber livskvalitet. Det gør mennesker. Personalet, de frivillige, de pårørende – og jer, der bor på plejehjemmene. Derfor vil jeg fortsætte dialogen med jer, der bor på plejehjem og jer, der modtager hjemmehjælp. For vi kan og skal ikke beslutte, hvad der er “godt nok” uden at lytte til jer, der står midt i det i hverdagen.
Jeg deler din oplevelse af, at et godt og velsmagende måltid mad er vigtigt. Måske især i alderdommen, hvor både krop og sind har brug for næring og gode smagsoplevelser. Jeg var for nylig forbi Plejehjemmet Trøjborg til en velsmagende frokost, og det var min oplevelse, at beboerne var rigtig glade for maden derude. Men smag og behag er forskelligt, også fra plejehjem til plejehjem.
Jeg har lyttet mig frem til, at både kvaliteten og prisen på mad leveret i hjemmeplejen trænger til et gennemsyn, og derfor er det lykkedes mig at samle flertal for at sænke prisen fra 63 kr. til maks. 50 kr. fra næste år. Vi sætter samtidig gang i et arbejde for at få flere leverandører i spil, så vi kan højne kvaliteten og samtidig holde prisen nede.
For mig handler en god ældrepleje om livskvalitet og værdighed. Et godt måltid, gode rammer for personalet, en hverdag med tid og nærvær, omsorg og støtte. Det er dét, set fra min stol, vi skal holde fast i, når vi udvikler ældreområdet i de kommende år.