Det skal være slut med servering af halalkød, og vi skal aktivt fremme repatriering
En lokal, forebyggende udlændingepolitik er nødvendig for at bevare trygheden og de danske værdier i Favrskov.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For nylig udgav en lokal kandidat for Enhedslisten et læserbrev, hvori han udtrykte, at landspolitik og lokalpolitik ifølge hende “aldrig nogensinde har været så sammenhængende som nu”.
Derudover påpegede han, at vi i Favrskov har en del flygtninge, som vi ikke skal være “bange” for at tale om. Jeg kunne ikke være mere enig med ham.
I årevis har visse partier formået at gøre klimakrisen til et centralt emne i byrådssalen på trods af dens globale karakter. Nu er det på tide, at vi i kommunen også tør tage en anden og langt mere reel krise alvorligt, nemlig udlændingekrisen.
Vi kan ikke ændre temperaturen i Favrskov, uanset hvor meget vi reducerer vores CO₂-udledning. Men vi kan påvirke, hvor mange indvandrere der bosætter sig i Favrskov, og vi kan stille krav, der gør det markant sværere at islamisere vores kommune.
Som ung er jeg særligt optaget af, hvordan vi forebygger de kriser, der vil forme min generations fremtid. Jeg ville ønske, at nogen havde reageret tidligere i klimadebatten, før problemerne voksede sig så store, at løsningerne i dag mest er symbolske og uden respekt for vores landmænd, erhvervsliv og lokalsamfund.
Vi kan ikke ændre temperaturen i Favrskov, uanset hvor meget vi reducerer vores CO₂-udledning. Men vi kan påvirke, hvor mange indvandrere der bosætter sig i Favrskov.
Derfor er det afgørende, at vi på udlændingeområdet handler. En konsekvent, forebyggende og lokal udlændinge- og hjemsendelsespolitik er nødvendig, hvis vi vil sikre tryghed og sammenhængskraft for nuværende og kommende generationer.
En forebyggende lokal udlændingepolitik indebærer, at vi først får sat en stopper for de ikke-danske praksisser, der allerede finder sted i Favrskov.
Det gælder bl.a. servering af halalkød, udøvelsen af social kontrol, brugen af det islamiske tørklæde blandt offentligt ansatte i borgernære stillinger samt tolkebistand. Sidstnævnte bør erstattes af AI, der både vil sikre objektivitet i tolkningen og spare os for millioner af kroner.
Derudover er det nødvendigt, at vi kigger fremad og tager andre kommuners erfaringer til os.
Odense har på ti år brugt 250 millioner kroner på otte kriminelle familier. I 12 kommuner tilbydes kønsopdelte svømmehaller, og i endnu flere kommuner udlejes lokaler til islamiske arrangementer.
Dertil kommer, at der i nogle skoler gives køb på danske juletraditioner. Kort sagt fortrænges danske værdier til fordel for muslimske normer, og penge, der skulle være gået til kernevelfærden, spildes på udlændinge, der vælger danske normer fra. Lad os få forbudt kønsopdelte svømmehaller, bederum i institutionerne og afholdelse af islamiske arrangementer i offentlige lokaler.
Til slut skal vi have en lokal hjemsendelsesstrategi. Alle kommuner er forpligtet til at oplyse udlændinge om deres mulighed for repatriering, men Favrskovs nuværende indsats fungerer ikke. I 2025 er kun én person rejst tilbage til sit hjemland til trods for, at der nu blandt andet er fred i Syrien.
I stedet for blot at følge repatrieringslovens minimumskrav bør vi lægge flere kræfter i at få udlændinge til at vende hjem og bruge færre skattekroner på at forsøge at integrere dem. Det er det ansvarlige at gøre ikke mindst i forhold til vores børn og børnebørn. Danmark skal også være et godt og trygt land for dem at vokse op i.
En mere offensiv informationsindsats er nødvendig. Favrskov bør have en kommunal handleplan for hjemsendelser og oprette en enhed, der aktivt fremmer repatriering.
Vi ved aldrig, hvornår den næste flygtningestrøm rammer, men vi ved, at hvis vi ikke handler i tide, vil konsekvenserne ramme lokalt. Derfor skal vi allerede nu sikre, at Favrskov ikke bukker under for den fejlslagne udlændingepolitik, der har skabt parallelsamfund og bandekrig i andre kommuner.
Kun Dansk Folkeparti er en garant for Favrskovs fremtid som dansk kommune. Vi tør tage de nødvendige beslutninger – også når det kræver mod.