Fortsæt til indhold

Laurbjerg skal have genåbnet trinbræt for bedre adgang til sundhed og arbejde

Genåbning af Laurbjergs trinbræt er afgørende for borgernes adgang til sundhed, arbejde og fællesskab. Dansk Folkeparti kæmper for nærhed i hele Danmark.

Debat
Nicolai EstrupRegionsrådskandidat Dansk Folkeparti
Nick ZimmermannFolketingsmedlem - Transportordfører Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi taler om offentlig transport, handler det ikke kun om, hvordan vi kommer fra A til B. Det handler om sundhed, tryghed og sammenhængskraft. For hvis man ikke kan komme frem, har man heller ikke reel adgang til hverken arbejde, uddannelse, læge, sygehus eller fællesskab.

Derfor er et trinbræt i Laurbjerg ikke blot et lokalt ønske – det er en regional nødvendighed. Et velfungerende transportsystem er en forudsætning for et sundt og nært Danmark, hvor borgerne ikke bliver efterladt i yderområderne.

Som regionsrådskandidat for Dansk Folkeparti kæmper jeg for et nærere sundhedsvæsen. Det betyder, at vi skal sikre, at borgerne ikke skal rejse langt for at få hjælp. Men det kræver også, at man faktisk kan komme frem, og her spiller den kollektive trafik en helt central rolle.

Når vi taler om offentlig transport, handler det ikke kun om, hvordan vi kommer fra A til B. Det handler om sundhed, tryghed og sammenhængskraft. For hvis man ikke kan komme frem, har man heller ikke reel adgang til hverken arbejde, uddannelse, læge, sygehus eller fællesskab.

For hvis man bor i Laurbjerg, men ikke kan komme til lægen, speciallægen eller hospitalet uden bil, bliver adgangen til sundhedsvæsenet i praksis begrænset. Det kan vi ikke være bekendt.

Derfor kæmper vi i Dansk Folkeparti for at få Laurbjergs trinbræt genåbnet.

Nick Zimmermann (til venstre) og Nicolai Estrup. Pressefoto.

Vi står skulder ved skulder med de lokale DF’ere i Favrskov, i regionen og på Christiansborg, hvor Nick Zimmermann, vores folketingsmedlem og transportordfører, arbejder for bedre kollektiv trafik og mere retfærdige investeringer i landdistrikterne.

Og her står Dansk Folkeparti helt alene med den nationale opbakning: Vi er det eneste parti, hvor transportordføreren aktivt bakker op om ønsket om et trinbræt i Laurbjerg og er klar til at løfte sagen helt op til forhandlingsbordet på Christiansborg.

Dansk Folkeparti vil sikre, at hele Danmark hænger sammen – ikke kun de store byer.

Laurbjerg skal ikke glemmes. Borgerne fortjener ordentlige transportmuligheder og adgang til sundhed, arbejde og fællesskab.

Vi kæmper for nærhed, tryghed og lige muligheder uanset postnummer.