Tænderne er taberen i sundhedssystemet
Danmarksdemokraterne vil skabe debat om tandsundhed og kæmpe for, at tandpleje bliver en naturlig del af det offentlige sundhedssystem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Når vi dagligt møder mennesker, er noget af det første, vi ser – tandsættet, helst med et dejligt smil.
Har du, kære medborger, lagt mærke til, at flere og flere, du møder, har dårlige tænder? Det har både Jakob og jeg.
Tænder har ikke samme status som kroppens øvrige organer i sundhedsvæsenet – det vil vi lave om på. Hvor behandling af øjne og ører naturligt er en del af det offentlige system, er tandpleje blevet placeret som en særskilt ydelse med sit eget økonomiske og sundhedsfaglige spor.
Årsagen er, for os at se, politiske fejlprioriteringer. Vi skal vel ikke tilbage til den tid, hvor det var kvaksalvere og smede, som behandlede folk med ondt i tænderne. I dag er det helt urimeligt dyrt at få foretaget tandbehandling. Tandsundhed hænger i høj grad sammen med resten af kroppens almene tilstand.
Tandsundhed står stadig på sidelinjen i sundhedssystemet. Alt for længe er der ikke sket forbedringer med bedre tilskud til den almindelige borger. Politisk passivitet skaber tabu, skam og ulighed – og tvinger aktører uden for systemet til at tage teten på danskernes tandsundhed. Vi vil råbe alle aktører op!
Tandsundhed hænger i høj grad sammen med resten af kroppens almene tilstand – men alt for længe har tænderne stået på sidelinjen i sundhedssystemet.
Vi vil arbejde for, at tandsundhed bliver en del af det samlede sundhedssystem.
Vi vil arbejde for, at det skal være billigere at gå til tandlæge og få behandling. Alle skal have smilet tilbage – alt for mange går og dækker over et dårligt tandsæt. Det skal der gøres noget alvorligt ved. Her er Danmarksdemokraterne klar til at gå forrest.
Ifølge Sundhedsdatastyrelsen (maj 2025) var kun hver tredje i aldersgruppen 18-27 år til tandlægen i 2024. Det er markant færre end for tre år siden.
Danske Regioner opsagde overenskomsten med tandlægerne i 2018. Siden er der intet sket – i hvert fald ikke en ny overenskomst. Hvorfor sker der ikke noget i regionen?
Områder, hvor der er overenskomster, skal ikke sejle i så mange år.