Skolemad handler om værdighed – ikke luksus
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi kender det alle sammen: sulten, der får maven til at knurre og koncentrationen til at dale. Og alle forældre ved, hvor svært det kan være for børn at lytte og lære, når de mangler mad.
Når vi ved, hvor meget mad betyder for børns trivsel og læring, bør vi også spørge: Hvorfor er det stadig ikke en selvfølge, at alle børn får et ordentligt måltid i skolen?
Efter mange år som skolebestyrelsesmedlemmer har vi gennem årene set, hvor forskellige mulighederne for skolemad er – og hvordan madpakken kan blive en kilde til ulighed.
På nogle skoler skal man kigge langt efter et varmt måltid eller en frugtordning, mens andre har kantiner, hvor børn kan købe frokost – hvis de altså har råd. En tallerken varm mad eller en sandwich kan nemt koste 35-40 kroner. Det er mange penge, især for familier med flere børn eller en enkelt indtægt.
Det gør ondt at se, når børns sundhed og fællesskab afhænger af forældrenes pengepung.
For mange børnefamilier er det virkeligheden. Stigende fødevarepriser har sat sine spor, og børnefattigdommen i Danmark vokser – især efter 1. juli, hvor den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft. Ifølge en ny handleplan fra bl.a. Red Barnet, Mødrehjælpen og Børns Vilkår oplever næsten 50.000 børn – svarende til ét barn i hver skoleklasse – fattigdom på egen krop.
Konsekvenserne er alvorlige: dårligere sundhed, lavere trivsel og ringere skolegang. De børn, hvis forældre havde mindst, har nu endnu mindre.
Derfor undrer det os, at Venstres Martin Christensen i Din Avis den 22. oktober kalder skolemad i Aarhus for en dårlig prioritering. Han hævder, at “forældre må tage ansvar for madpakken” og antyder, at det kun er skoler i udsatte boligområder, der bør prioritere skolemad.
Men uligheden findes på alle kommunens skoler – også selvom vi nogle gange lukker øjnene for det. På alle skoler går der børn, hvis forældre ikke har råd til rugbrød og pålæg. Og på alle skoler er der elever, der må se klassekammeraterne stå i kø til den varme mad, mens de selv må nøjes med en tør madpakke. Eller måske ingenting. Det problem løser vi ikke ved at tale om forældreansvar.
Skolemad er ikke en erstatning for forældres ansvar – det er en måde at styrke fællesskabet og sikre lige muligheder for alle børn.
Vi mener, at det bør være en selvfølge, at alle kommunens skoler kan tilbyde et varmt måltid mad til en overkommelig pris – med mulighed for indkomstregulering, så ingen børn står udenfor.
SF har i mange år ønsket skolemadsordninger på alle skoler i Aarhus. Derfor er det glædeligt, at Socialdemokratiet nu foreslår det samme. Det skal ikke ske på bekostning af investeringer i lærere og pædagoger, stærke undervisningsfællesskaber og gode fysiske rammer – men som en del af visionen om en skole, hvor fællesskab, dannelse og faglighed går hånd i hånd.
Skolemad handler ikke kun om ernæring – det handler om værdighed. Når alle børn deler et fælles måltid, mindsker vi skam og styrker fællesskabet. Og i en by, hvor børnefattigdom stadig eksisterer, er skolemad ikke bare en god idé – det er nødvendigt.