Fortsæt til indhold

Jørgen Ivar, du må hjælpe os med fakta

Debat
Daniel Buttenschøn (S)Kandidat til KV25

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Jørgen Ivar, Jeg skal begynde med at beklage, at jeg har fået forkert fat i dit engagement i Mols Bjerge.

Jeg havde fået den opfattelse, at du havde stået for græsningen på en række af Naturstyrelsens arealer, men at denne aftale var blevet opsagt i forbindelse med den kommende overgang til NNP.

Jeg antog derfor, at aftalen var under opsigelse, men stadig i drift. Det viser sig dog, at det ikke forholder sig sådan – og her må jeg erkende, at jeg har fejlvurderet min information.

Jeg plejer ellers at være kildekritisk, men i dette tilfælde har jeg tydeligvis ikke været tilstrækkelig grundig.

For at undgå yderligere misforståelser vil jeg gerne bede dig selv oplyse, om der har været en sådan aftale, og om den i givet fald er blevet opsagt som følge af den planlagte overgang til NNP.

Jeg vil understrege, at jeg på ingen måder sætte din virksomhed i miskredit – tværtimod har jeg fremhævet din indsats som positiv.

Spørgsmålet om habilitet handler ikke om din indsats eller dine intentioner, men alene om, hvorvidt der kan opstå mistanke om interessekonflikter.

Hvis du har haft en aftale om græsning på Naturstyrelsens arealer, vil du i den pågældende periode – og i en vis tid efterfølgende – kunne betragtes som inhabil i politiske sager, der omhandler NNP.

Det gælder uanset, om du arbejder for at fremme egne interesser eller det modsatte.

Jeg mener i øvrigt, at spørgsmålet om habilitet generelt bør behandles mere åbent i det politiske arbejde, så man kan få et mere afslappet og afklaret forhold til det. Som det er nu, hviler ansvaret ofte på den enkelte politiker, som selv skal tage initiativ til at erklære sig inhabil.

Hvis det ikke sker, ender det alt for ofte som blot en mumlen i krogene – sådan som jeg også oplever at det forholder sig i Syddjurs.

Som nævnt har jeg intet problem med at erkende, at jeg har været misinformeret, og jeg vil gerne rette op på fejlen.

Jeg vil derfor bede dig oplyse mig, om du har haft aftaler med Naturstyrelsen om græsning i perioden 2020 til i dag. På den måde kan jeg sikre, at jeg får rettet mit oplæg så det bliver faktuelt korrekt og om nødvendigt supplere med yderligere dementi.

Afslutningsvis vil jeg dog udtrykke min undren over, at du har valgt at henvende dig til Michael Stegger Jensen i stedet for til mig direkte.