Anja venter 15 uger på benprotese – vi snakker, hun lider

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er en kendt problematik, at vi har haft alt for lange sagsbehandlingstider, og det gælder flere områder fra byggesager til bevilling af diverse hjælpemidler. Det er et stort problem, som har været italesat gennem flere år, men det flytter sig desværre kun i små skridt, og ofte gås der på kompromis ved budgetlægninger for at sikre andre vigtige områder.

Men hvis vores ord skal vægte, og vi mener udvikling og vækst, skal vi følge problematikkerne omkring sagsbehandlingerne til dørs. Som næstformand i handicaprådet i otte år er jeg blevet indviet i og har mødt flere former for handicap og funktionsnedsættelser, end jeg havde drømt om.

Når der er tale om kropsbårne hjælpemidler, er det et område, hvor tro- og loveerklæring kan gøre en markant forskel i, hvorvidt man er helt eller delvist selvhjulpen i hverdagen. I et eksempel, jeg kommer ind på senere i dette skriv, omkring et amputeret ben, vil benet jo forblive amputeret og ikke vokse ud igen. Så når en sag er så indlysende, at man ved, at situationen ikke ændrer sig, ser jeg ingen grund til at vente med at flytte drøftelserne omkring tro- og loveerklæringer til handling på dette område.

I budget 2026 blev der besluttet, at der skal arbejdes med øget brug af tro- og loveerklæringer i forbindelse med visitation af hjælpemidler. Helt faktuelt vil der frigives flere ressourcer i administrationen ved udrulning af tro- og loveerklæring i forbindelse med genbevilling af eksempelvis hjælpemidler. På nuværende tidspunkt er det blot standardhjælpemidler som badebænke, kørestole, rollatorer og lignende, der er omfattet, hvilket bestemt er et skridt i den rigtige retning.

Men lige så vigtigt er det at forholde sig til kropsbårne hjælpemidler, da disse ofte er en betingelse for, at den borger, det omhandler, kan klare sig og navigere i en helt almindelig hverdag. På billedet sidder jeg sammen med Anja, som er 36 år, enlig mor og visiteret til et fleksjob. Anja har fået amputeret det meste af sit højre ben og er dybt afhængig af sin benprotese for at kunne klare dagligdagen og det fleksjob, som hun leder efter med lys og lygte.

En fuld benprotese består af flere enheder som en fod, i nogle tilfælde et fodled, et skinneben, et hylster (det, der sidder på lår- eller benstumpen) og en liner (den, der laver vakuum mellem benstumpen og hylsteret, så protesen sidder fast på lårstumpen). Efter en benamputation vil den ben- eller lårstump, som er tilbage, ændre sig og krympe gennem de første ti år, hvorfor det vil være nødvendigt at få tilpasset både hylsteret, lineren og ligeledes foden grundet tab af muskelmasse.

Derfor vil det give god mening at få implementeret muligheden for brug af tro- og loveerklæring i forbindelse med genbevilling af kropsbårne hjælpemidler, da det kan forkorte sagsbehandlingstiden fra ansøgning til levering af det kropsbårne hjælpemiddel med flere uger. Der findes mange andre tilfælde end et amputeret ben, som her blot er nævnt som et eksempel, og som jeg har forsøgt at tydeliggøre, så det er vigtigt at være opmærksom på, at i Anjas tilfælde er der ikke mindre end fem enheder for at benprotesen er funktionel. Så fem enheder af sagsbehandlingstid på eksempelvis tre uger fra ansøgning til bevilling = 15 ugers sagsbehandlingstid, hvorefter tilpasningen så først kan finde sted.

Korte sagsbehandlingstider er en af mine mange prioriteringer, hvis jeg er heldig at blive genvalgt ved KV25.