Fortsæt til indhold

Lindegården bør huse et demenscenter

Debat
Ole S. Hansen (S),byrådsmedlem Syddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs Kommune bør fremadrettet have et centralt placeret demenstilbud.

Et demenstilbud, hvor der både kan foregå sociale aktiviteter og fysisk træning, som er så afgørende for at stække sygdomsudviklingen.

Flere og flere danskere lider af demens, og det skal vi tage alvorligt.

Det er vigtigt, at vi tager vare på den gruppe af borgere og naturligvis også de pårørende med et tilbud, hvor fysisk træning og socialt samvær kan gå hånd i hånd. Her mener jeg, at Lindegården i Mørke er meget velegnet. Her er gode lokaler og en meget fin gymnastiksal, som er perfekt til fysiske aktiviteter.

Efter at vi, til min store glæde, fik bevaret Lindegården i forbindelse med budget 26, er det i min optik vigtigt, at der bliver genetableret kommunale funktioner i bygningerne.

Det skal naturligvis fungere i samspil med alt det andet, der i forvejen foregår på Mørkes gamle skole.

Igennem en valgkamp får man mange gode samtaler, hvor man som politiker får ny indsigt i områder og hører borgernes perspektiv på kommunens drift.

Denne valgkamp har ikke været en undtagelse.

En tidlig morgen mødte jeg en borger, som professionelt arbejder med demens og fysisk træning af demente i et kommunalt tilbud i Aarhus.

Vedkommende har selv et nært familiemedlem, der er ramt af sygdommen, og af vores snak opstod idéen.

Jeg har kontaktet Ann R. Pedersen, frivillig og meget aktiv omkring bevarelse af Lindegården, og hun bakker op om idéen med et kommunalt tilbud på Lindegården. Hun fremhæver, at Demensvennerne i Syddjurs bruger stedet i forvejen.

Et kommunalt tilbud kan efter hendes mening fint fungere i samspil med alt det andet, som foregår på stedet.

Karin Jensen, Demensvennerne Syddjurs, er også meget interesseret i, at der bliver etableret et tilbud til demente og pårørende i kommunen og ser et potentiale i, at frivillige kan være understøttende i tilbuddet.

Det er ikke min intention, at vi som politikere skal definere sundhedstilbud og slet ikke i en valgkamp. Men det her er en virkelig god idé, som jeg vil gå videre med.

Der skal selvfølgelig være et kommunalt engagement i form af en fysioterapeut og andre personer med specifik faglighed. Det er mit indtryk, at frivillighed og kommune her kan spille sammen på en god måde.