Aarhus' embedsværk kan ikke både blæse og have mel i munden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har med stor interesse fulgt debatten om ytringsfrihed og demokrati i Aarhus Kommune. Ledende embedsmænd argumenterer grundlæggende for mere teknokrati i Aarhus Kommune, hvor eksperter og embedsmænd bør have en særstatus og mere magt.
I Danmark er der tradition for, at embedsmænd forholder sig objektivt og neutralt til den politiske dagsorden, som de betjener. Embedsmændenes fornemmeste opgave er fagligt og objektivt at præsentere et neutralt beslutningsgrundlag. På den baggrund er det politikernes rolle at prioritere og tage beslutninger (eventuelt delegere).
Andre steder i verden har man ikke denne tradition. Her arbejder embedsmænd målrettet for det politiske flertal, hvilket naturligvis har den konsekvens at embedsværket almindeligvis udskiftes, hvis flertallet skifter.
I Danmark har man naturligvis også spindoktorer, der åbenlyst støtter en politisk dagsorden, men man kunne næppe forestille sig at Mona Juul (K) overtager Peter Strauss Jørgensen (Mette Frederiksens særlige rådgiver, red.) som rådgiver i en blå regering. Hvis embedsmændene i Aarhus Kommune ønsker at være spindoktorer, så er det måske den slags stillinger, som de bør søge, så de toner rent flag.
I Aarhus Kommune har en ledende embedsmand åbenlyst brudt med den danske embedsmandstradition, og han har i flere tilfælde blandet sig i den politiske debat. Den pågældende embedsmand påstår, at det handler om ytringsfrihed, men oppositionen anklager ham med rette for at være politiserende – og når de påstår eller bare føler det, så ER han politiserende.
I alle velfungerende og traditionelle kommuner, ville det omgående få konsekvenser, hvis en embedsmand blandede sig i den politiske debat for sit fagområde. Men det sker ikke i Aarhus Kommune.
Alle er naturligvis enige med embedsværket i Aarhus om, at der er ytringsfrihed for alle i Danmark - men der er ikke konsekvensfrihed.
Når embedsværket politiserer, mister det den troværdighed, der er grundlaget for den danske model og demokrati (modsat teknokrati). Det betyder, at man som politiker og borger ikke længere har tillid til embedsværkets objektivitet i deres sagsbehandling. Det er der, Aarhus Kommune nu er havnet, og det er en trussel imod demokratiet.
Her er min tolkning af det seneste indlæg fra en ledende embedsmand i Aarhus Kommune:
- Embedsværket i Aarhus Kommune ønsker tilsyneladende en særstatus i kommunen, hvor man kan ytre sig konsekvensfrit og deltage i politiske debatter med en særstatus som ekspert. Byrådspolitikere må i den forbindelse ikke vise mistillid til embedsmændene, men må have tillid til, at embedsværket naturligvis har ret. De må have tillid - ikke mistillid - til meninger og holdninger, der kommer direkte fra fagkundskaben og videnskaben.
- Embedsværket i Aarhus Kommune ønsker, at deres integritet og dermed faglighed skal beskyttes af ledelsen i Aarhus Kommune. Embedsmænd, der f.eks. kommer med en fri tolkning af et valg til egen fordel og vinding, skal bakkes op af borgmesteren og ledelsen - vel at mærke offentligt! Embedsværket vil have ret til konsekvensfrit at ytre sig, som de vil, uden at frygte for ansættelsemæssige konsekvenser. Ellers bliver embedsmændene kede af det, og mister modet og dermed lysten til at arbejde.
- Embedsværket i Aarhus kommune ønsker ganske enkelt en kombination af den danske og amerikanske model (en Aarhusmodel/historie?), hvor man som embedsmand frygtløst kan kaste sig ind i de politiske debatter og være politiserende. Embedsværket opfordrer alle til at stå sammen om denne ret! Borgernes opbakning er ikke omtalt, men de er selvfølgelig også ligegyldige.
Embedsværket drømmer således om mere teknokrati, mindre demokrati og mere magt - uden ansvar vel at mærke. Man ønsker både at blæse og have mel i munden.
Det tyder på, at embedsværket i Aarhus Kommune fuldstændigt har mistet jordforbindelsen. Den er ganske enkelt helt gal med kulturen i Aarhus Kommune, og det starter med magtfuldkommenheden i toppen.
Direktionen er tavs, hvilket må tolkes som stiltiende accept og opbakning til embedsværket. Direktøren for Teknik og Miljø har ved flere lejligheder ”liket” den omtalte embedsmands opslag på LinkedIn.