Forsoning begynder med nærvær: Måske skulle vi drikke en kop kakao sammen i stedet for at skændes på sociale medier

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er intet, der kan forarge og udmatte mig, som et kommentarspor på Facebook – eller på internettet generelt. Der er meget vrede derude. Jeg oplever en tendens til, at vi i stigende grad deler hinanden skarpt op i grupper. På den ene side de grupper, vi virkelig føler os favnet af og hørt i – på den anden side de grupper, som vi nærer mistro eller måske et direkte had til.

Polarisering, kalder man det. De sociale medier ELSKER det. Et ‘os’ og et ‘dem’. Bare tænk på klimadebatten: Enten er du en selvhellig klimatosse, eller også er du en fordømt idiot, der kører dieselbil. Enten æder du kaninfoder, eller også myrder du dyr. Det skal helst være et unuanceret enten-eller: Enten er du enig med mig og deler mine holdninger, eller også kan du tage en færge ud af verden, kammerat.

Man taler om, hvad algoritmen gør ved os. Algoritmen – den der usynlige assistent, der holder øje med, hvad du ser og læser på din telefon eller computer. Den ser, hvad du springer over, og hvad der kan få dig til at ryste på hovedet og sige: »Klaphat!«, når de ikke hører det. Algoritmen ser, hvad du kan lide, og giver dig, hvad du vil have. Mere vil have mere, og pludselig får du kun de nyheder, du selv vil læse. Hører kun de holdninger, du selv deler. Det bliver et ekkokammer, og vupti så er nuancen væk.

Det er selvfølgelig ikke noget nyt, at vi deler verden op i skarpe grupper. Til alle tider har mennesker fundet sammen ved at holde ude som en gruppe bænkebidere, der finder sammen om den samme sten, som de så kan pakke sig ind under. Men tempoet er nyt. Det går hurtigt. Og derfor kan vores usikkerhed hurtigt få ny næring.

Verden forandrer sig. Nye teknologier, klimakriser, kønsdebatter, krigstrusler. Alting bevæger sig. Og når alting bevæger sig – og bevæger sig hurtigt – er det ikke mærkeligt, at vi kan blive usikre, bange eller utrygge. Det omskiftelige sætter det velkendte ud af spil.

Så kan det være forløsende at trække linjerne hårdt op. Der skal gerne være nogen, der er skyldige. De hjemmehørende mod de tilkommende. Dem i byen mod dem på landet. Eliten mod folket. Brok er en livlig folkesport.

Men når vi ser hinanden ansigt til ansigt – måske over en kop kaffe – er det heldigvis ofte en anden historie. Dér ser vi mennesket, ikke gruppen. Vi ser den unge, der er bange for den fremtid, hendes barn skal leve i. Vi ser forælderen, der ikke kan overskue at skulle lære nye opskrifter at kende midt i en tætpakket hverdag. Vi ser den knoklende, der frygter for sin jobsituation. Ja, vi ser hinandens skrøbelighed. Og måske genkender vi den også hos os selv – bare i en anden klædning.

Måske deler vi mere, end vi tror. For bag clickbait-overskrifterne og skældsordene gemmer sig de samme ønsker: Vi vil beskytte det, vi holder af. Vi vil give vores børn en fremtid. Vi vil have lov at høre til uden at blive udskammet. Og vi vil gerne blive taget alvorligt.

Selvom løsningerne ikke er ens fra gruppe til gruppe, så rimer frygt på trygt. Og måske er det dét, der kan forbinde os på tværs af skarpt optrukne linjer og få os til at træde hinanden i møde: en nysgerrighed på, hvad den anden egentlig forsøger at værne om. Hvad den anden er bange for at miste. Hvad det er for en kærlighed eller bekymring, der gemmer sig bag de hårde formuleringer?

Det er selvfølgelig ikke alt, der kan forsones. Men på trods af reelle konflikter, uretfærdighed og beslutninger, der skal træffes, kan vi insistere på at se hinanden som mere end bare en repræsentant for en lejr, vi er uenige med.

Jeg blev lettet, da jeg forleden skimmede en Facebook-tråd. To parter, der længe har diskuteret ganske hårdt mod hinanden om alt muligt, stopper pludselig op. Og den ene foreslår den anden, at de måske skulle drikke en kop kakao sammen, så de kan se mere end bare hinandens uenigheder.

Forsoning begynder med nærvær. Og det er nu engang sværere at hade én, der sidder overfor dig med kakaoskum over hele femøren.