Red velfærden i Aarhus – eller optræd som klynkende regneark-slaver

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære byråd i Aarhus – træk vejret dybt, og lad være med at handle i panik!

Jo, I ser ind i budgetoverskridelser i årene 2026-2030.

Alene på socialområdet er forskellen mellem forventet budget og forventet regnskab på 93 mio. kr. i 2026, endda efter gennemførelse af en 2026-sparerunde på 104 mio. kr.. Problemet vokser til ca. 460 mio. kr. i 2029.

De 93 mio. kr. må umiddelbart tages af kommunens kassebeholdning (“likviditet”), som er ca. 5 mia. kr..

I kommunens ejendomme er overskridelsen i 2026 antageligt på godt 100 mio. kr. - foruden at der er et vedligeholdelsesefterslæb på 250 mio. kr..

Størrelsesordenen kan ses i socialrådmandens “omstillingskatalog”, “Baggrund” side 8. Der er et “dødens gab” mellem budget og forventet forbrug – et gab, der lyser rødt fremover.

Byrådet har vedtaget at iværksætte en “omstillingsplan” for socialforvaltningen, som ifølge budgetforliget skal “sikre balance på området i 2026.”

Planen indebærer nedskæringer på ydelser til mennesker med handicap, betydelige personale-nedskæringer, voldsomme nedskæringer på forebyggende indsatser, betydelige nedskæringer på tilskud til civilsamfundsorganisationer, som yder store forebyggende og lindrende indsatser.

Planen gør selv rede for, at den ikke vil bringe balance i 2026. Og den gør rede for, at budgetoverskridelserne vil vokse i årene fremover. Altså: planen løser ikke problemerne – de vokser.

Nogen og noget vil gøre ondt værre. ”Tvangsopsparingsplanen” for de øvrige magistratsafdelinger vil også få problemerne til at vokse, eksempelvis på skoleområdet. ”Opsparingen” betyder jo færre lærertimer i 2026 . Det vil vel blot øge udskilningen til dyr specialundervisning i 2026.

Skal vi så ”bare” se den næste ”omstillingsplan” i 2027? Yderligere beskæring af forebyggelse? Yderligere beskæring af civilsamfundsstøtten?

Der er ikke fremlagt analyser af, hvilke behov der udløser mer-udgifterne, eller hvordan behovene kan formindskes. Der er ikke fremlagt overvejelser om krav til ændret lovgivning eller kommuneaftaler.

Spareplanerne rammer blandt andet de forebyggende sociale indsatser – så byrådet planlægger at forværre problemerne.

Borgmester og byrådsmedlemmer siger: “Vi er tvunget til at skære ned. Ellers bliver vi ramt af budgetlov-sanktioner”. Det er ikke forkert – det er heller ikke rigtigt.

Som måske bekendt er “sanktioner” kun noget, som finansminister Nicolai Wammen (hvis han er det til den tid) iværksætter, hvis kommunerne samlet i 2026 overskrider det serviceloft, som Kommunernes Landsforening (KL) og finansminister (FM) Wammen aftalte i 2025.

Sanktionen består i, at kommunen i 2028 får et noget mindre statsligt bloktilskud. Det er galt nok. Men – det vil sige, at kommunens kassebeholdning, som jo nu, i gennemsnit over året, er 5 mia. kr., vil blive yderligere 66 mio. kr. mindre engang i 2028.

Det er et dræn i kassebeholdningen. Men det er dog mindre end en halv milliard til stadion og en kvart milliard til lufthavnen har drænet kassebeholdningen for, uden at byrådet har råbt op! Og sanktionen indtræffer kun, hvis ikke KL og FM i mellemtiden har ændret aftalen.

Udviklingen på det specialiserede socialområde – handicapområdet og børneanbringelser – har bestået i vækst i antallet af mennesker med komplekse sociale problemer og deraf følgende ret til sociale ydelser. Det gælder stort set alle kommuner. Med den nu gældende økonomistyring får det byrådene – inklusiv Aarhus – til at skære økonomisk på skoler, bygningsvedligehold og biblioteksdrift med mere. Alle er stort set enige om, at det er ufornuftigt.

Når byrådet – som nu i Aarhus – vil skære i det forebyggende arbejde, støtten til de frivillige organisationer, madordninger og personale på bostederne i et forsøg på at få budgetregnearket til at gå op, så forværrer man problemudviklingerne. Man forværrer livskvaliteten for dem, der har hjælpen behov. Og man forværrer arbejdsmiljøet for de færre kommunalt ansatte, som skal møde flere borgere med stadig mere karrigt udmålt hjælp. Som også skal bruge tid og energi på at svare på klager over retsstridigt lav hjælpsudmåling eller afslag.

Der er behov for en kvalificeret redegørelse for, hvilke problemer for hvilke mennesker, der udløser lovbundne hjælpeudgifter, der vokser hvor meget i de kommende år. En del-forklaring er, at mennesker med handicap (heldigvis) lever længere, og derfor i flere leveår har hjælp behov.

Der er behov for politisk vilje til at kræve skattepenge op for at yde en hjælp, som kan give mennesker i problemer en menneskeværdig tilværelse. Vi i Danmark har forpligtet os til det i en handicapkonvention. Vi i Aarhus har hidtil ønsket at gøre det.

Budgetloven blev vedtaget i 2012 i et forlig mellem Thorning-regeringen, Venstre og Konservative. Loven – plus aftalerne mellem finansministeren og KL – lægger ganske stramme rammer for det kommunale selvstyre. Herunder også kommunens udgifter til “service”.

Der er behov for, at partirepræsentanter i byrådet træder op over for partifællerne i Folketinget og kræver budgetloven og/eller KL og FM-forligene ændret, så byrådene kan yde den relevante hjælp. Og så byrådet kan fastholde de frivillige organisationers indsats.

Hvis I byrødder ikke vil det eller gør det, ser Aarhus Byråd ind i en række årlige velfærdsbeskæringer, som vil få denne kommune til at blive en meget kold kommune for dem, der har mest hjælp behov. Og en meget kold kommune over for de stadigt mere arbejdsbelastede medarbejdere.

Spørg blot i Familieafdelingen i socialforvaltningen. I kan forudse tiltagende personaleflugt fra alle velfærdsområder – skoler, bosteder, forvaltninger, bygningsdrift.

Byrådsmedlemmer: Red velfærden i Aarhus – eller optræd som klynkende “vi er nødt til at skære ned”-regneark-slaver.

I har kassebeholdningen, så I kan undlade panikhandlingerne. Og I kan tage initiativ til grundig problemanalyse, realistisk forebyggelse og realistisk bevillingspraksis. Og ikke mindst politisk aktion i KL og Folketinget.