Efterlad ikke regningen i børneværelset – stem grønt for rent vand
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi skal have beskyttet vores grundvand nu – ellers sender vi en ubetalelig regning videre til de kommende generationer. Derfor er er det vigtigt, at du stemmer på SF eller et af de andre partier, som har grundvandsbeskyttelsen øverst på dagsordenen ved folketingsvalget den 24. marts.
Det har vist sig, at de frivillige aftaler, som skiftende regeringer har hængt deres hat på – ikke har vist sig at virke. Derfor kan vi som samfund ikke længere vente på, at landbrug og vandværker måske eller måske ikke finder hinanden.
Vi skal have et nationalt sprøjteforbud på de områder, hvor fremtidens grundvand dannes.
Vi skal have et nationalt sprøjteforbud på de områder, hvor fremtidens grundvand dannes. Samtidig er det vigtigt, at gødskningen begrænses på de arealer, som er sårbare i forhold til den kræftfremkaldende nitratforurening.
Det er essentielt, at Christiansborg omsider tager fat om nældens rod for at få løst den enorme udfordring. Det er et område, hvor lovgiverne historisk set har svigtet.
For nylig fik landets kommuner omsider mulighed for at udstede påbud for at beskytte de boringsnære beskyttelsesområder – altså de områder, der ligger helt tæt på vandboringerne. Derefter gik der ikke ret lang tid, før sprøjtegiftene var fortid. Det samme bør snarest muligt ske på de arealer, hvor drikkevandet dannes. Kommunerne står klar til at handle.
Nogle siger, at det er op til den grønne trepart at arbejde med grundvandsbeskyttelse, men hverken lovgivningen eller de eksisterende støttemuligheder giver mulighed for at sikre progression på området – også her baserer indsatsen sig nemlig på frivillige aftaler.
Forud for seneste folketingsvalg havde partilederne for SF, Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og Socialdemokratiet sat hinanden stævne ved et pressemøde, hvor de gav hinanden håndslag på, at hvis partierne ville få flertal, så ville grundvandet blive beskyttet i form af et sprøjteforbud efter valget.
Partierne fik ganske rigtigt flertal, men der var åbenbart andre politiske områder, som var vigtige for Socialdemokratiet. Mette Frederiksen valgte som bekendt at indgå i regering med Venstre og Moderaterne, hvorfor sprøjteforbuddet naturligvis ikke blev indført til stor skuffelse for os grønne.
Hvis du går op i at sikre det rene drikkevand, så er det uhyre vigtigt, at du stemmer ”ægte grønt” ved Folketingsvalget d. 24. marts.