Liberal Alliance trækker tæppet væk under velfærden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Liberal Alliance har fremlagt et skatteudspil, der ifølge Cepos giver direktørfamilier skattelettelser på op mod 58.000 kroner. Det er ikke i sig selv problemet.

Jeg har ikke noget imod, at mennesker med høje indkomster får lov til at beholde flere af deres egne penge. Problemet er finansieringen - og at det lokale folketingsmedlem Jens Meilvang samtidig fastholder, at det ikke vil gå ud over velfærden. For det er ikke virkeligheden.

Liberal Alliance vil finde 7,8 milliarder kroner ved at skære i den kommunale administration. I vores område svarer det til besparelser på omkring 11,8 procent i Syddjurs og 18,2 procent i Norddjurs. Det er ikke mindre justeringer. Det er markante nedskæringer i kommuner, hvor økonomien i forvejen er stram.

Alligevel fremstilles det, som om der blot er tale om at fjerne overflødigt bureaukrati. Det lyder enkelt - men sådan ser virkeligheden ikke ud. Hvert år gennemgår kommunerne driften ned i mindste detalje, og besparelser bliver allerede hentet, hvor de kan.

Der ligger ikke skjulte milliarder og venter.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at professor i kommunal økonomi Kurt Houlberg fra VIVE kalder regnestykket for “fantasillioner”.

LA tager udgangspunkt i de kommuner, der på papiret ser billigst ud, og antager, at alle andre kan gøre det samme. Men nogle af de “billige” kommuner har blot flyttet opgaver ud til private eller andre kommuner. Udgifterne er der stadig - de fremgår bare et andet sted. Derfor er de milliarder, LA vil finde, i praksis ikke til stede.

Konsekvenserne vil til gengæld være det.

Når man fjerner så store beløb fra kommunerne, rammer det ikke bare “administration”. Det rammer den velfærd, administrationen får til at fungere: daginstitutioner, ældrepleje, skoler og sociale indsatser. Det er her, presset opstår - og det er her, borgerne mærker det.

Samtidig rammer det skævt. I landdistrikter er velfærden bygget op omkring lokale løsninger tæt på borgerne. Det er dyrere end i de store byer - og derfor også det første, der bliver presset, når der skal findes store besparelser. Resultatet er færre lokale tilbud, længere afstande og et Danmark, der hænger dårligere sammen.

Derfor er det svært at se, hvordan man kan hævde, at det ikke går ud over velfærden. Hvis besparelserne er så store - hvor skal de så konkret findes uden konsekvenser? Er det dem, der sikrer, at din sag ikke forsvinder i systemet, som skal spares væk? Eller dem, der får tilladelserne på plads, så virksomheder kan skabe arbejdspladser?

Man kan godt mene, at skattelettelser er den rigtige prioritering. Men så må man også stå ved regningen. Det gør Liberal Alliance ikke. Med Liberal Alliances plan er regnestykket ikke bare usikkert, det er en decideret illusion - som hviler på forudsætninger, som ikke holder i virkeligheden. Og når det sker, er det ikke dem, der får skattelettelserne, der betaler. Det er vores børn, vores ældre og vores lokalsamfund.