Når det gælder de unge, prøver vi at løse de forkerte problemer på den forkerte måde i Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har de sidste mange år arbejdet tæt med unge, organisationer og kommunen i Aarhus. Og der er én ting, jeg bliver ved med at vende tilbage til:

Vi kender problemerne. Men vi løser dem ikke.

Vi taler om mistrivsel blandt unge. Om ensomhed. Om unge, der ikke får fodfæste i uddannelse eller fællesskaber. Og vi gør faktisk rigtig meget. Nye projekter. Nye indsatser. Nye puljer.

Alligevel føles det, som om vi står samme sted, bare med flere initiativer.

Det er ikke, fordi folk ikke gør sig umage. Tværtimod. Problemet er, at vi bliver ved med at angribe systemiske udfordringer med tekniske løsninger.

Vi prøver at justere på enkelte dele af systemet uden at ændre den måde, vi arbejder sammen på. Og det er her, jeg tror, vi rammer ved siden af.

For det, vi står med, er ikke små, afgrænsede problemer. Det er komplekse, sammenvævede udfordringer, som går på tværs af skole, fritid, familie, økonomi og fællesskaber. Det kræver en anden tilgang.

En tilgang, hvor vi stopper med at arbejde parallelt og begynder at arbejde sammen.

Den tilgang findes. Den hedder Collective Impact.

Det lyder måske lidt abstrakt, men i virkeligheden er det ret enkelt: Det handler om at samle kommune, civilsamfund, erhvervsliv og fonde om fælles mål. At bruge de samme data. Og vigtigst af alt: at koordinere indsatser, så de hænger sammen. Ikke som et projekt. Men som en fælles retning over mange år.

I Esbjerg har man arbejdet sådan i over et årti med initiativet Medvind i Østerbyen. Det er ikke perfekt. Det er ikke hurtigt. Men det virker. Fordi man bliver ved. Og måske vigtigst: fordi man arbejder med relationer, tillid og fælles ansvar, ikke kun med aktiviteter. Det er også her, vi kan lære noget i Aarhus.

For lige nu bruger vi mange ressourcer på at gøre gode ting, men ikke nødvendigvis på at gøre dem sammen. Og det er dyrt. Ikke kun økonomisk. Men også menneskeligt.

Når vi ikke koordinerer, risikerer vi at gentage hinandens arbejde. At miste unge i overgangene. At starte forfra igen og igen.

Collective Impact handler i virkeligheden lige så meget om at spare ressourcer, som det handler om at skabe effekt.

Hos Kaospilot er vi sammen med en række organisationer begyndt at samle kræfterne omkring det, vi kalder Collective Impact Aarhus. Vi er stadig i starten. Men noget er tydeligt:

Der er en vilje. Der er et engagement. Og der er en erkendelse af, at vi skal gøre noget anderledes.

Men vi kan ikke gøre det alene.

»Hvis det her skal lykkes, kræver det, at vi tør arbejde på en ny måde.

At kommunen går med, ikke som ejer, men som partner. At erhvervslivet ser værdien i sociale investeringer. At fonde tør tænke langsigtet.«

Og måske vigtigst: At vi tør give slip på idéen om, at hver især kan løse det.

Aarhus har alt, der skal til for at lykkes.

Spørgsmålet er bare, om vi tør gøre det sammen.