Fortsæt til indhold

Sandheden bliver fordrejet, og sammenligningen med Tjernobyl er helt ude af proportioner

Samlet Økonomiudvalg med borgmesteren i spidsen reagerer på Anders G. Christensens hårde udfald mod byråd og kommune

Debat
Borgmester Lars Storgaard på vegne af Økonomiudvalget i Favrskov Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når debat løber af sporet, og sandheden bliver fordrejet, så bliver man nødt til at reagere. Netop den situation synes vi som samlet Økonomiudvalg i Favrskov Kommune er sket i artiklen med Anders G. Christensen om det mulige fremtidige solcelleanlæg ved Hadsten.

Vi anerkender, at det er både naturligt og legitimt, at der er forskellige holdninger til, om der skal etableres flere solceller i Favrskov Kommune. Ikke mindst fra borgere og naboer, der bliver berørt af projektet.

Men debat forpligter også. Til at holde fast i fakta. Og til at holde proportionerne.

Når Anders G. Christensen hævder (Anders G. udtaler i artiklen, at ”man får det indtryk, at byrådet og Favrskov Kommune er i lommen på Unison”, red.), at byrådet og Favrskov Kommune er i lommen på en projektudvikler, så er det en alvorlig beskyldning, som vi klart og tydeligt må afvise.

Og beskyldningen bliver jo ikke mindre alvorlig af, at den kommer fra en tidligere borgmester, tidligere udvalgsformand og nuværende regionsrådsformand, som udmærket kender de kommunale processer.

Planlægning af alle større projekter, som solcellerne ved Hadsten, sker efter faste regler og i fuld åbenhed. Og det er almindelig praksis, at en udvikler bidrager til og finansierer det materiale, der ligger til grund for planlægning på jord, som de selv ejer.

For så vidt sagen om solceller mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten, så har der været en meget omfattende proces med borgermøder, høring, dialog og løbende tilpasninger af projektet.

Det betyder ikke, at alle synspunkter kan imødekommes. Men det betyder, at de bliver hørt. At fremstille processen som usaglig, styret af enkeltinteresser eller uden reel borgerinddragelse giver derfor ikke et retvisende billede.

Endnu mere problematisk er sammenligningen med Tjernobyl. Den er ude af proportioner og hører ikke hjemme i en seriøs lokalpolitisk debat.

Vi har fuld forståelse for, at man er kritisk over for projektet. Det er en legitim del af demokratiet. Men kritik bør bygge på fakta og respekt for den opgavedeling og de processer, der bærer det lokale demokrati.

Vi ønsker en fortsat åben, saglig og respektfuld debat om projektet, og vi opfordrer alle til at tage del i den igangværende høringsproces.

Det skylder vi både borgerne, processen og hinanden.