Kommunen slår to møder om stort solcelleanlæg sammen, og det giver mindre tid til kritiske input og mindre reel inddragelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Favrskov Kommune tales der ofte om vigtigheden af borgerinddragelse. At beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag. At borgerne skal høres, ikke bare formelt, men reelt.

Men i sagen om det store solcelleanlæg mellem Hadsten, Hadbjerg og Galten må man desværre stille spørgsmålet: Er det stadig det, flertallet gør?

For i forbindelse med høringen af lokalplanen er der en klar forventning og i praksis også en pligt til at afholde et borgermøde, hvor projektet gennemgås, og hvor borgerne får mulighed for at stille spørgsmål og komme med input.

Samtidig skal projektudvikleren og Energistyrelsen afholde et separat møde, hvor der blandt andet informeres om kompensationsordninger, værditabsordning, køberetsordning og øvrige forhold knyttet til vedvarende energianlæg.

Det er to forskellige møder med to vidt forskellige formål. Alligevel har et flertal i byrådet valgt at slå dem sammen til ét. Det lyder måske effektivt. Men i praksis er det det modsatte.

For erfaringerne fra fordebatten er klare. Her blev der afholdt et borgermøde med introduktion til projektet, oplæg og pause, og tilbage var der omkring 40 minutter til spørgsmål fra borgerne.

40 minutter.

Til et projekt på flere hundrede hektar med store konsekvenser for både landskab og mennesker. Når man nu vælger at samle to møder i ét uden at udvide tidsrammen, er det åbenlyst, hvad der sker: Der bliver mindre tid til borgerne. Mindre tid til spørgsmål. Mindre tid til kritiske input. Og dermed mindre reel inddragelse.

Det er svært at se som andet end en forringelse af borgernes mulighed for at blive hørt. Det er ellers nu, det burde være omvendt.

Nu hvor sagen er sendt i høring, burde vi netop sikre de bedst mulige rammer for dialog. Give plads. Give tid. Tage diskussionen ordentligt. Ikke komprimere den.

For det her er ikke en mindre sag. Det er en af de største planlægningssager i kommunen i nyere tid. Det handler om borgere, der bliver direkte berørt. Om lokalområder, der ændres markant. Og om beslutninger, der rækker årtier frem.

Så må man altså også kunne afsætte mere end et par timer og give borgerne mere end et begrænset spørgsmålsslot. Ellers risikerer man, at borgerinddragelse bliver reduceret til en formalitet. Noget man gør, fordi man jo skal, og ikke fordi man vil.

Det er problematisk. For tilliden til de politiske beslutninger bygger netop på oplevelsen af, at man bliver hørt. At ens input bliver taget alvorligt. At processen er reel. Det er den oplevelse, vi risikerer at svække med den her beslutning.

Derfor burde vi gøre det modsatte: Adskille møderne. Udvide tiden. Og sikre at borgerne faktisk får mulighed for at stille de spørgsmål, der er.

Det er ikke for meget at forlange og en helt grundlæggende god demokratisk praksis.