Når gamle mænd græder – guldet er endt i Aarhus
En 40 års hændelse er sket. Mange troede, AGF var døde, borte og ville forgå. Men byens fodboldflagskib trodsede stormfuldt mesterskabsfarvand og kan løfte DM-pokalen i Vejlby på søndag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Dét, vi lige har været vidner til, er en yderst sjælden hændelse. Ja, faktisk er det hele 40 år siden, anfører Lars Lundkvist kunne løfte DM-trofæet sammen med cheftræner Jens Harmsen.
Det blev vi alle mindet om inden den vitale udekamp i Brøndby, hvor inkarnerede AGF-fans på smukkeste vis havde genskabt øjeblikket på en tifo.
På søndag kan Patrick Mortensen og Jakob Poulsen gentage bedriften i Vejlby. Og vi kan lige så godt få støbt det øjeblik eller få taget mål til en statue eller to, som kan stå foran det nye stadion.
For Brøndby IF blev ikke den banan-skræl, vi havde frygtet at glide i, og med en 0-2-sejr er AGF danske mestre i fodbold for første gang siden 1986. Helt uvirkeligt og helt ”fan”-tastisk.
Tårer er grædt som mange-årige AGF-fan, og for én gang skyld var det glædestårer, der ramte utallige ældre mænd søndag aften, hvor Aarhus blev omdannet til Nordeuropas Napoli med lykkelige hvidglødende mennesker. Drømmer vi, eller er vi vågne? Forløsningen er total.
I denne sæson er alt gået op i en højere enhed for Jakob Poulsen, spillerne og staben, og H. C. Andersen kunne ikke have skrevet et bedre eventyr end dette.
De seneste uger har været præget af søvnløse nætter og nervøse trækninger hos mange AGF-fans, men søndag aften blev drømme til virkelighed.
Det havde været ubærligt, men helt klassisk AGF, hvis vi efter denne sæson mistede det DM-guld, som næsten (minus folk fra Herning og omegn) hele fodbold-Danmark synes, vi har fortjent.
Jeg havde vel dybt inde i mit hjerte efterhånden opgivet drømmen om, at min fodboldklub skulle vinde noget igen i min levetid.
Lad dette være en huskekage om, at vi aldrig må opgive håbet og troen.
Der er guldfeber i Aarhus, og den smitter. Festugen er skudt i gang, og mon ikke det hele kommer til at eksplodere igen på søndag, når anfører Patrick Mortensen på den midlertidige hjemmebane vil hæve DM-pokalen.
Lad der ikke gå 40 år igen.
KSDH!