Bymidten dør, hvis vi tror, butikkerne kan klare det alene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs står midt i en udvikling, som rammer alle danske handelsbyer: Detailhandlen forandrer sig, vi bruger byen anderledes, og konkurrencen om kundernes tid er blevet markant hårdere. Det er ikke en midlertidig bevægelse, men et strukturelt skifte, som har ændret spillereglerne. Alligevel ser vi, at bymidter forsøges udviklet med de samme værktøjer som tidligere.

Bymidten er ikke længere kun et sted, man handler. Den er et sted, man besøger, opholder sig og oplever. Derfor er spørgsmålet ikke, om vi skal udvikle vores bymidter. Spørgsmålet er, om vi tør.

Syddjurs og Ebeltoft har et stærkt udgangspunkt. Vi har naturen, kultur, turismen, havn og den gamle bymidte. Når der er liv i gaderne, er der også kunder i butikkerne. Når byen tilbyder oplevelser, bliver den mere attraktiv for gæster, borgere og virksomheder. Og når mennesker bliver længere, skaber det omsætning, arbejdspladser og lokal sammenhængskraft.

Men potentiale er ikke det samme som udvikling. Potentiale skal organiseres, prioriteres og finansieres.

En af mine klare KV25-mærkesager var en fast kommunal finansiering til handelsstandsforeningen. Ikke som tilfældige driftstilskud, men som en strategisk investering i bymidten, handelslivet og destinationen. Vi har i årevis investeret millionbeløb i kultur, og det har været rigtigt. Nu skal vi tage den samme erkendelse med over i handelslivet.

Handelslivet kan ikke forventes at drive byudvikling for egne midler og i fritiden. De erhvervsdrivende skal passe deres butikker, restauranter og virksomheder. Hvis vi reducerer bymidten til butikker alene, gør vi den sårbar. Hvis vi derimod ser bymidten som en samlet oplevelse, står vi stærkt.

For bymidten er rammen om vores fælles byliv. Det er her, handel, kultur, turisme og hverdagsliv mødes. Det er her, gæster får deres første indtryk, borgere mødes, og virksomheder mærker, om byen vil noget. Hvis vi vil være en ambitiøs destination, skal vi også prioritere derefter.

I den forbindelse mener jeg, vi burde kigge på vores nuværende prioriteringer. Vi sender omkring 3 mio. kr. årligt til VisitAarhus. Er det rimeligt at spørge, om vi får nok lokal effekt? En halvering vil kunne frigøre 1,5 mio. kr. til en professionel organisering – eksempelvis efter »Middelfart-model«, hvor handelsorganiseringen drives delvist med tidligere VisitFyn-midler. En organisering, der ville kunne støtte og udvikle alle kommunens bymidter.

Det kræver en professionel organisation med mandat og midler. En organisation – omsætte idéer til handling. Ikke kun ballonmanden på torvet, men kvalitet, kontinuitet og strategiske aktiviteter, der styrker omsætning, synlighed og attraktivitet året rundt.

Konkret betyder det, at fx julebelysning kan løftes til en samlet oplevelse. En finansiering vil ligeledes fungere som løftestang og gøre det lettere at geare midlerne gennem sponsorater og fondsmidler – og skabe langt større effekt for byliv og omsætning.

Kommunen skal skabe rammerne. Men midlerne skal tættere på handelslivet. Derfor skal organisationen og udviklingen forankres dér, hvor effekten skabes.

I Ebeltoft ser jeg ikke, vi nødvendigvis behøver et klassisk turistkontor. MEN Fremtidens turistservice handler i høj grad om synlighed, tilgængelighed og værtskab: tydelig wayfinding, stærk formidling og eventuelt pop-up-turistinformation i højsæsonen. Det afgørende er ikke murstenene, men om gæsten bliver hjulpet, inspireret og ledt videre ind i byen.

Nu kræver det politisk mod.

Vil vi være en ambitiøs destination? Eller vil vi håbe, at udviklingen klarer sig selv?

En levende bymidte kommer ikke af sig selv. Den skal ville noget. Den skal ledes. Og den skal finansieres.

Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at investere i handelslivet. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.

»«