Fortsæt til indhold

300 tomme huse – men ingen steder at bo i Syddjurs

Debat
Ole Sønderskov HansenByrådsmedlem Socialdemokratiet
Camilla RøndeByrådsmedlem Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er for mange boliger i Syddjurs, der står tomme. Det er en udfordring for kommunens skattegrundlag og et stort problem for mange lokalsamfund.

Ole Sønderskov Hansen. Pressefoto

Syddjurs Kommune er en attraktiv kommune. Det er ikke kun et sted, hvor mange ønsker at bosætte sig, men også en kommune, hvor mange bruger deres ferie og fritid. Det er vi meget tilfredse med.

Der er dog desværre en tendens til, at nogle køber helårsboliger inde midt i vores byer uden intention om at bo og leve i husene hele året rundt. Nogle bruger dem som sommerhuse eller fritidsboliger i en begrænset periode af året, mens andre køber husene for at kunne bruge dem til ferieudlejning.

Aktuelt anslås det, at over 300 boliger på den baggrund står tomme, og tallet vokser desværre.

Her hører vi, hvordan nabolag forandres, når huse, der før rummede liv året rundt, pludselig står tomme det meste af tiden. Hvor man før havde en nabo, har man nu skiftende turister, der lejer sig ind via AirBnB eller andre platforme.

På den måde kan livet og hverdagen i et nabolag blive forandret markant, når naboer forsvinder til fordel for lejere på korte besøg uden tilknytning til stedet. Det er ikke rimeligt.

Vi oplever, at særligt dele af Ebeltoft og Mols er ramt af disse problematikker. Der er dele af Ebeltoft, hvor store dele af boligerne “står tomme” eller med andre ord ikke bliver brugt til helårsbeboelse.

Aktuelt anslås det, at over 300 boliger på den baggrund står tomme, og tallet vokser desværre.

Og hvorfor er det så et problem for skattegrundlaget og vores lokalsamfund?

Jo, når helårsborgerne flytter ud til fordel for sommerhusgæster og ferieudlejning, så mister vi fastboende, skattebetalende borgere i Syddjurs.

Samtidig betyder tendensen desværre, at der er færre huse på markedet til dem, der drømmer om at slå sig ned permanent i vores kommune. Og priserne på de boliger, der er at finde, ryger i vejret, når de bliver solgt som sommerhuse eller med en gevinst på ferieudlejning for øje.

Det vil i sidste ende betyde en affolkning af hele nabolag eller landsbyer. Det er ikke et scenarie, vi ønsker for Syddjurs.

I Socialdemokratiet tog vi derfor i det seneste budget initiativ til at finde penge, så vi kan håndhæve reglerne i de områder, hvor det allerede er bestemt, at husene skal bruges til helårsbeboelse.

Samtidig blev der prioriteret penge til, at der kan laves tillæg til en række lokalplaner rundt om i kommunen, hvor det i dag ikke er tydeligt, hvad husene må bruges til. Det var de øvrige partier heldigvis med på.

Efterfølgende er Folketinget i dette år kommet med nye regler for, hvordan vi som kommune kan håndhæve reglerne på området, bl.a. ved at give flere muligheder for sanktioner. Det glæder vi os over.

Nu er arbejdet i gang, og vi følger det tæt. For hensynet til vores borgere i Syddjurs vejer tungt. Hensynet til lokalsamfundene og sammenhængskraften ligeså.

Og hvad nytter det at gøre os umage for at tiltrække nye borgere til kommunen, hvis der ikke er ledige huse at flytte ind i, fordi de bliver brugt til ferieudlejning?

Indlæg på vegne af hele den socialdemokratiske byrådsgruppe.