Vi ønsker det samme. Derfor har vi brug for mere dialog – ikke mindre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg læste Thomas Medoms debatindlæg med interesse. Ikke mindst fordi jeg fornemmer, at vi faktisk ønsker præcis det samme.

Vi ønsker begge en Langagerskole, hvor børn trives, udvikler sig og får et skoletilbud, de kan være i.

Derfor undrer det mig også, at dialogen om skolens udfordringer foregår gennem debatindlæg frem for ved et fælles bord.

Da jeg foreslog en uvildig undersøgelse af forholdene på Langagerskolen, blev ønsket afvist som ”komplet åndssvagt”. Nu skriver rådmanden, at der allerede er sat en række indsatser i gang.

Det glæder mig.

Men det rejser samtidig nogle spørgsmål.

Hvorfor er de indsatser så ukendte blandt mange af de familier, de angår? Hvordan bliver de fulgt? Hvordan bliver deres effekt målt? Og hvordan bliver forældrene inddraget i arbejdet?

Hvis vi skal genopbygge tilliden, kræver det gennemsigtighed.

En uvildig undersøgelse handler ikke om at finde skyldige. Den handler om at blive klogere. Hvis de eksisterende indsatser virker, vil en undersøgelse dokumentere det. Hvis de ikke virker godt nok, giver den os mulighed for at lære og forbedre dem.

Begge udfald gavner børnene.

I debatindlægget skriver Thomas Medom også noget, som jeg faktisk er helt enig i.

Han skriver, at ro, stabilitet og forudsigelighed er enormt vigtigt for elevernes trivsel.

Netop derfor er jeg nødt til at stille det spørgsmål, som mange forældre stiller:

Hvis vi ved, at relationer er afgørende for børn med autisme, hvorfor organiserer vi så et system, hvor de relationer igen og igen brydes?

Rokeringer forklares som en konsekvens af, at skolen løbende skal optage nye elever. Det er et reelt vilkår. Men netop derfor bør vi også turde diskutere, om organiseringen er den rigtige.

For problemet er ikke, at der kommer nye børn.

Problemet opstår, når hensynet til organiseringen betyder, at børn, som endelig har opbygget tillid til de voksne omkring dem, igen mister de relationer, der gjorde skole mulig.

Vi ved fra forskning og praksis, at relationer er fundamentet for læring – særligt for børn med komplekse udviklingsforstyrrelser. Derfor er det svært at forstå, at relationerne så ofte bliver den brik, der flyttes først.

Samtidig står vi med en virkelighed, hvor nogle børn fortsat ikke har et skoletilbud, de kan bruge. Familier lever år efter år med skolefravær, massiv belastning og usikkerhed. Kommunen bruger store beløb på tabt arbejdsfortjeneste og andre kompenserende indsatser, fordi børnene ikke kan være i skole.

Det er ikke en kritik af de medarbejdere, der hver dag gør deres bedste under vanskelige vilkår.

Tværtimod.

Det er et spørgsmål til systemet omkring dem.

Når så mange børn fortsat falder igennem, skylder vi både dem, deres familier og medarbejderne at undersøge hvorfor.

Ikke for at placere ansvar.

Men for at tage ansvar.

Jeg håber derfor, at næste skridt ikke bliver endnu et debatindlæg.

Jeg håber, det bliver en åben samtale, hvor politikere, ledelse, medarbejdere og forældre sætter sig ved det samme bord.

For vi har faktisk det samme mål.

Nu mangler vi bare modet til at undersøge, om vi har valgt den bedste vej derhen.