Hvis vi skal hjælpe børnene, skal vi kende problemerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Rådmand Thomas Medom siger, at det er et spild af penge at lave en uvildig undersøgelse af Langagerskolen. Hans antagelse bygger på, at skolen fundamentalt fungerer som den bør, og at den blot har behov for understøttelse i dens nuværende arbejde.

Han pointerer, at mange af de elever, der starter på Langagerskolen, allerede er i mistrivsel, at skolen arbejder systematisk – med god faglighed – med at få dem ud af mistrivsel. Førstnævnte er unægtelig rigtigt, men sidstnævnte er til at tvivle på.

For forældre, interesseorganisationer og tidligere ansatte, såsom psykologen Mette Hemmingsen, peger på en skole, hvor børnene faktisk får det værre.

Jeg har talt med flere forældre. Jeg har talt med nogle af eleverne. Senest talte jeg med en elev, der vidste mere om politik, end jeg selv gjorde den første gang, jeg satte mit kryds. Desværre bliver der dog ikke gjort meget ved hans lyst efter viden. Han sidder nemlig derhjemme, delvis fordi han er utryg ved at komme i skole, delvis fordi skolen ikke virker til at være synderligt interesseret i at lære ham noget. Jeg har aldrig før talt med en skoleelev, der var ked af ikke at få lektier for.

Hvis jeg skal tro på de forældre, jeg har talt med (og det er jeg tilbøjelig til at gøre), så bruger mange af eleverne deres tid på skolen isoleret med en iPad. Der er gode lærere og pædagoger til stede, og de bliver nævnt ved navn, men når eleven først er tryg ved dem, så udskiftes de vilkårligt med nye ansigter.

En af grundene til, at jeg lader mig stole på forældrene og tillader mig, at være så kritisk som jeg er, er, at jeg selv har gået på specialskole. For mig er det sigende, at jeg kan genkende så mange af de ting, der bliver berettet om.

Der var ikke nogen, der troede på mig eller mine forældre dengang, da vi sagde, at jeg fik det værre af at gå på skolen. De måtte kæmpe en årelang kamp mod politikere og forvaltning, men til sidst fik de ret. Jeg skiftede skole (mod kommunens vilje) og fik det bedre.

Så jeg vælger at have tillid til børnene og forældrene, som vi ville ønske, at en politiker havde haft til os dengang.

Det er ikke et valg mellem dem og medarbejderne. For én ting går igen, og det er, at forældrene og endda eleverne bekymrer sig for det massive pres, som lærere og pædagoger sættes under.

Fakta er, at trivslen på Langagerskolen, som en af de eneste skoler i kommunen, er faldende. Når 25 procent af eleverne ikke møder i skole og at 18 procent af de elever, der gør, rapporterer, at de føler sig ensomme, så synes jeg, at det er helt på sin plads at råbe vagt i gevær.

Når så mange kommer og siger til mig, at det er utrygt at gå på skolen, og at der ikke bliver leveret på det centrale løfte ved en specialskole, netop, at skolen tilpasser sig elevernes unikke og særlige behov, så synes jeg, at det er helt på sin plads, at spørge “hvorfor?”.

Derfor synes jeg ikke, at det er “åndssvagt” at bruge penge på konsulenter. For jeg oplever nemlig ikke, at der er overensstemmelse mellem den virkelighed, som folk siger de lever, og den virkelighed, som bliver præsenteret af rådmanden. De “dyre konsulenter”, altså, faglige eksperter, der ikke har tilknytning til Langagerskolen eller Aarhus Kommune, kan fortælle os, hvor sandheden ligger. De kan fortælle os, hvad der er godt og hvad der er dårligt. Vigtigst af alt, kan de pege på, hvordan vi kan skille os af med sidstnævnte.

Derfor vil jeg, når sommerferien slutter, og Aarhus Byråd igen afholder møder, fremsætte beslutningsforslag om, at Aarhus Kommune bestiller en uvildig undersøgelse af Langagerskolen, præcis som forældre som Lisa Duus Nielsen ønsker.