»Midt i den årstid kvitterer en del af menneskeheden med en tankeløshed, der i hvert fald overstiger min forstand«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er intet som sommeren, når den for alvor folder sig ud. Det østjyske landskab, der folder sig ud i trætop, skovbund og åer gennem hele Favrskov. Der er liv overalt og mulighed for at snøre vandreskoene og bevæge sig ud i det. Den biologiske mangfoldighed og eksplosioner af farver, vilde smukke grøftekanter fyldt med kørvel, regnfang og summen af humlebier. Det er herligt, smukt og skønt med disse solrige muligheder for spadsereture i solskin eller varme sommerbyger.

Men netop på disse herlige vandringer støder jeg ikke så sjældent på noget, der burde få os til at spærre øjnene op. Nemlig de mange elefanter, der gemmer sig rundt om i Favrskovs biodiverse grøfter. Ja, du læser rigtigt. Der midt i den vilde grøftekant blandt skvalderkål og mælkebøtter ligger de store og rynkede elefanter. Malplaceret i den danske natur, naturligvis. Men også et tankevækkende symbol på vores uforståelige og unaturlige vaner. Brug og smid væk-kulturen i en nøddeskal.

Midt i den årstid, hvor naturen gør sit ypperste for at imponere os og forsyne os med alle Guds gaver, så kvitterer en del af menneskeheden med en tankeløshed, der i hvert fald overstiger min forstand. Hvor vi lidt filosofisk kan stille os selv spørgsmålet: »Hvad sker der i mennesketankerne de sekunder, hvor en bilrude lydløs rulles ned og en tom genstand sendes ud gennem vinduesrammen?«

Er det en eller anden form for magisk tænkning, en forestilling om, at efterlades noget med tilstrækkelig høj hastighed, så ophører dets eksistens simpelthen? ”Ude af øje, af bil, ude af sind”, med andre ord.

En ren, pæn og tom kabine, mens den levende natur bliver fyldt, grim og forurenet. Hvert år samler Danmarks Naturfredningsforening op efter andre i hele Danmark. I april 2026 blev det til 120 ton for hele Danmark. Et af de ton blev samlet i Favrskov, selvom lokale ildsjæle som for eksempel ”8382 Hinnerup indsamling af affald” hjælper naturen året rundt. Selv tager jeg også gerne en pose i lommen, når jeg går ud på årets mange gåture. Det havde været fint, hvis jeg vendte hjem med posen fuld af spiselige planter, fine svampe eller bær. Men det er affald og sjældent er posen mindre end fyldt efter en tre-fire kilometers gåtur.

Kigger vi ned i posen, så tegner der sig et ret tydeligt signalement af gerningspersonerne og deres færden op til deres forbrydelse for nedrullede bilruder. Fedtet fastfood-emballage, farvestrålende slikpapir, tomme og krøllede dåseøl og -sodavand. Helt andre farver, end alle grøftekantens smukke og forgængelige farvepragt. Genstande, som hurtigt skjuler sig i sommerens frodige græs, men snildt kunne ligge der i årtier, ja århundreder. Ja, havde lensgreve Christian Friis for 300 år siden kastet en sådan dåse fra sig under en tur rundt i sit grevskab, så ville vi faktisk fortsat kunne finde den i dag.

Tankevækkende kan vi håbe for bilisten på farten med den hurtige snack og hastige handling. Tankevækkende for alle os andre, når vi kommer forbi til fods, på cykel eller til hest. Et kort stop, en pose, et buk, et snup og grøftekanten blev lidt skønnere igen. Sol, sommer og summen lidt mere levende og følelsen af lidt mindre skade i verden.

Netop dette skete også for mig, da jeg tog mod til mig og kravlede af cyklen ned til den efterladte og krøllede elefant i grøftekanten. Der blandt kørvel og mælkebøtter kunne jeg samle den store efterladte gulddåse op, forsynet med et flot rundt Pant A-mærke, en skattefri krone og smukkere natur rigere. Lad mig derfor slutte klummen med en opfordring til, at vi alle lader bilruderne forblive lukkede, tager en pose i lommen og samler lidt affald på sommerens vej.