Vi kan udskyde tomheden et stykke tid, men den vender tilbage – den svæver over tilværelsen som måger over pomfritter ved Aarhus Å

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Helt ærligt, er religion ikke bare en sutteklud for svage mennesker?«

Denne restegryde af Karl Marx bliver jeg som teologistuderende sommetider serveret. Til fredagsbarer, familiefester, i mødet med en kammerats far.

På de sociale medier står det endnu værre til. I kommentarsporet til opslag fra Kristeligt Dagblad kan man læse alt fra “Gud er en himmelnisse” til “Jesus er en psykopat”. I facebookgruppen for Ateistisk Selskab (nu er jeg også selv ude om det) må man da snart fatte, at religion i det hele taget blot er et psykisk støttehjul for mennesker, der ikke kan bære virkeligheden. Troen på en skaber er bedøvelse og symptombehandling, der forhindrer mennesket i at opnå sit fulde potentiale.

Men hvad hvis vi vender argumentet om?

For hvad er det egentlig, vi moderne, sekulære mennesker søger tilflugt i, når eksistensen føles meningsløs? Når angsten melder sig, når ensomheden banker på?

Jeg kender kun alt for godt til at lede efter en flugtrute i det hurtige fix. Tanken om den nye iPhone. Drømmen om at træne sig stor og stærk i fitness (og den opmærksomhed, der følger). Jagten efter det næste karrieretrin. Begæret efter den kommende weekend og den vederkvægende alkoholrus.

Når bare næste behov bliver opfyldt, falder brikkerne nok på plads. Lige om lidt bliver livet meningsfuldt. Det rationale stopper desværre aldrig.

Vi kan udskyde tomheden et stykke tid. Vi kan overdøve den med støj. Men før eller siden vender den tilbage. Den svæver over tilværelsen som måger over pomfritter ved Aarhus Å: altid parat til at gå til angreb, hvis muligheden byder sig.

I Bibelen siger Jesus, at mennesket ikke lever af brød alene. Det er en provokerende sætning i en kultur, hvor vi konstant forsøger at mætte os selv med mere brød. Mere i os selv og i vores eget. Jeg tror dog, at han har ret.

I mennesket findes en sult, som hverken penge, præstationer eller personlig udvikling kan stille. Vi gør det alligevel, men det svarer til at slukke tørsten med saltvand og vodka. Det er simpelthen ikke muligt.

Ikke desto mindre bliver denne form for meningssøgen gerne kaldt for “autenticitet” eller “selvudvikling”, mens religion beskyldes for at være en sutteklud. Som om det ene er godt og oplyst, mens det andet er dumt og naivt.

Eksistensielt set er bevægelsen den samme: Vi forsøger alle at fylde et hul i tilværelsen. Den kristne påstand er imidlertid, at hullet ikke er tilfældigt. Hvis vi er skabt i Guds billede, så er det ikke mærkeligt, at vi bærer et eksistentielt tomrum, som kun Gud kan fylde.

Vi kan se det som et kald. Den gamle kirkefader Augustin siger det så fint i en bøn: »Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig.«

Kristendommen er ikke endnu et selvudviklingsprojekt. Den tilbyder en radikal omvending: at ophøre med at være sit eget centrum. At erkende, at vi ikke er selvberoende, men afhængige. At livet ikke er noget, vi skaber, men noget, vi modtager.

Det er derfor, troen ikke er en sutteklud, men en befrielse. Den befrier os fra det umulige projekt at skulle være vores egen frelser. Fra presset om konstant at skulle optimere, præstere og retfærdiggøre vores eksistens.

I stedet møder vi en Gud, der blev menneske for vores skyld. Som gik så dybt ind i det menneskelige, at han bar vores smerte, vores ensomhed, vores død. Ikke for at give os en flugtrute, men for at møde os midt i virkeligheden – og forvandle den.

Det er den afgørende forskel: Kristendommen lover ikke at gøre livet let. Den lover at gøre det meningsfuldt. Selv i lidelsen. Selv i tvivlen. Selv når alt andet bryder sammen.

Så måske er spørgsmålet ikke, om nogle mennesker bruger religion som en sutteklud. Måske er spørgsmålet snarere, om hele vores moderne kultur i virkeligheden er blevet én stor industri af sutteklude?

Og i så fald er den mest radikale tanke måske ikke, at Gud findes. Men at vi faktisk har brug for ham.