Randers er vores bror i ånden, og havde det ikke været for deres fodboldhold, havde vi elsket dem
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Man kan sige og skrive meget om Randers. Og det gør vi så.
Blandt andet at byen ikke kun i Østjylland, men i hele Danmark har fået ry for snart sagt alskens forskrækkeligheder. Forskrækkeligheder, som de fleste kender til, så dem springer vi over og konstaterer i stedet, at er der nogen, der kan spejle sig i hinanden, så er det Vejlby og Randers. Hvad Randers er for Danmark, det er Vejlby for Aarhus.
For begge gælder nemlig, at de hører til de oversete, forsmåede, hånede, grinagtiggjorte og forsømte og til trods for det sgu alligevel er stolte over skudsmålene.
Og jeg mindes Madsens historietimer på Vejlby Skole, hvor det blev fortalt, at cimbrerne var de vildeste krigere og barbarer, der især blev drevet frem af deres kvinders tilråb (det var en anden tid) og aldrig helmede under kamp. Madsen fortalte også, at cimbrerne kom fra det jyske og – med lidt god vilje – fra der, hvor Randers ligger i dag, og at de af romerne blev skildret som fyrtårnshøje, blege, rødhårede og sågar også som blåøjede krigere, fysiologisk vel at mærke. Men også som krigere uden den store disciplin i hverken gerninger eller slagsmål. En beskrivelse, der vel sådan set også passer meget godt den dag i dag – både hvad angår randrusianere, men sådan set også vejlbyere.
Med andre ord, Randers er vores bror i ånden, vores vidunderlige sidekick og vores soulmate. Og havde det ikke været for deres fodboldhold, havde vi elsket dem, som var de en af vore egne. I hvert fald elsket dem noget mere, end Østkyst Hustlers gør i deres efterhånden legendariske ”Verdens længste rap”, hvor de netop tager Randers under kærlig behandling:
Og han havde ret, Randers var der ikke meget ved.
Et åndeligt, halvformørket, gudsforladt sted.
Det hele var for småt, ligesom krympet i vask.
Der var gader uden hundelort og rendestenssnask.
Cirka fire meter brede, ikke gearet til trafik.
Og vi var glade, da vi genkendte en Nettobutik.
Der var folk, der gik på arbejde, folk, der købte ind.
Der var alt, hvad der skulle være, det var bare meget mindre.
Bossy han kunne ikke helt forstå.
Hvordan folk kunne gå rundt og være så kiksede at se på.
Men denne tirsdag i juli var Bossy ikke til stede, og Randers alt andet end et åndeligt halvformørket, gudsforladt sted.
I stedet var byen bogstaveligt talt forvandlet og omdannet til et kridhvidt og guddommeligt aarhusiansk inferno af europasultne AGF’ere allerede fra midt på eftermiddagen.
Og havde der ellers været plads i herberget, så havde vi såmænd booket os ind og snuppet en overnatning, men Hotel Randers i Torvegade var optaget, så vi måtte sammen med 5.000 trafikanter ned ad E45 for at komme hjem igen efter kampen, hvilket betød, at drukturen med Blå Thor og Mokai hos både von Hatten, Tante Olga og Barry’s Pub måtte droppes.
Men inden da havde vi overværet noget, der både var vildt og bjergtagende derude i den østlige del af Randers, hvor stadion ligger.
Jeg har altid holdt meget af Randers Stadion, og det ændrede sig ikke denne aften, for med en (lyd)kulisse af hidtil uhørte dimensioner måtte de fleste lægge sig fladt ned og inderligt bede til mange flere kampe heroppe. Selv de polske pressefolk var benovede, og der skal dælendytme meget til, ved jeg, og jeg selv havde i min nu to måneder lange Vejlbymesterskabsagtige rus glemt, hvordan et lukket og intimt stadion lyder – selv med kun 8.943 på plads. Hold nu da kæft, en larm, så tak for at give plads og mulighed for det, Randers.
Desuden også tak for, at vi ikke – vanen tro – behøvede at kigge os over skuldrene på vores gåtur fra parkeringspladsen i nedre Kristrup og over Gudenåen til Viborgvej 92 og tilbage igen.
Denne gang var randrusianerne, eller hestene, som de kaldes (efter den 5,5 meter høje Jyske Hingst, placeret for enden af Østervold), nemlig blevet hjemme i folden og havde i stedet sendt deres polske pendanter fra Poznan ud i gaderne og på stadion. Og med Lech Poznan i samme spilledragt som Randers Freja i gamle dage, ja, så var de jo faktisk en fuldgod erstatning denne smukke juliaften i Randers. Og at samtlige deres medrejsende fans efter 41 minutter stod i bar kas’ på sydtribunen gjorde, at nederlaget, om ikke var til at bære, så da i hvert fald til at acceptere. I Vejlby sætter vi pris på fans i bar kas’, hvilket minder mig om, at der simpelthen er for få bare kasser på danske tribuner i disse år.
Selve kampen? Forget about it...
I dag spilles returopgøret i Poznan. Poznan, der med sin placering lige midt i republikken betegnes som Polens hjerte. Og ovenikøbet en by, som Polenkender og Hvid Røg-vært Sture Sandø er lige så vild med, som en vejlbyer er med Magaluf på Mallorca.
At de 2.000 AGF’ere, der tager afsted fra Aarhus, godt ved, at det bliver op ad bakke i Poznan, gør ikke spor. Tværtimod, for hvis der var noget, vi tog med fra sidste sæson, var det, at modvind kan vi sagtens håndtere. Og hvis vi sætter Jønsson og Andersen ind fra start og lader vores nye troldmand og storselvtillidsspillende Emmery banke afsted ude på flanken uden at skulle tænke defensivt, så kan der meget hurtigt blive tændt op i en allerede forvarmet polsk kakkelovn af et stadion.
Uanset hvad så bliver det ikke den sidste kamp – hverken i Europa eller i Randers. Og derfor har vi også stadig meget at glæde os til. Og for mig selv gælder, at jeg næsten ikke kan vente til at komme til Randers igen. Og så bliver det med fuldt program på barerne i Storegade efter kampen.
”Så der mål til Randers FC…”. Og dog, for Randers er vi langt fra færdige med.
KSDH
læser
lige nu