Opholdsstedet Kanonen har udset sig Haldum
Det socialpædagogiske opholdssted Kanonen har i forvejen seks afdelinger i nærheden af Hadsten. Nu har opholdsstedet købt et syvende hus.
På Skanderborgvej 147 cirka 350 meter nord fra byskiltet til Haldum har det socialpædagogiske opholdssted Kanonen søgt om tilladelse til at lave bosted.
Beboerne i umiddelbar nærhed til adressen fik først i marts en naboorientering af Favrskov Kommune. Heri fremgår det, at der på stedet skal bo fem unge, som er visiteret til adressen. Desuden vil ejendommen blive anvendt af to-tre ansatte i dag- og nattevagter.
I Facebook-gruppen ’Landsbyen Haldum’ er opholdsstedets tilflytning blevet diskuteret. Her spørger flere om, hvilke unge, de kan forvente, der flytter ind.
Det ville Lokalavisen Favrskov gerne have spurgt Kanonens leder, Trine Hounsgaard Pfeiffer, om, men trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes at få en kommentar.
Opholdsstedet i Haldum bliver Kanonens syvende. Afdelingerne ligger alle i nærheden af Hadsten.