Betjent forpurrede narkohandel ved kirke i Aarhus
En betjent, der var på vej hjem fra arbejde, opdagede en mistænkelig handel ved Skt. Pauls Kirke i den centrale del af Aarhus.
En betjent havde egentlig fri, da han tirsdag kl. 15.10 bemærkede en mistænkelig adfærd fra to mænd ved Skt. Pauls Kirke. Men han valgte alligevel at stoppe op for at kigge nærmere på sagen, og det viste sig at være en klog beslutning, fremgår det onsdag i døgnrapporten.
De to mænd stod ved en bil på Skt. Pauls Gade, hvor de åbnede kølerhjelmen og tog en pose op fra motorrummet. Betjenten syntes, det virkede noget mystisk, og han gik hen til de to mænd i bilen, oplyste at han var fra politiet og tilkaldte assistance fra politigården. Kort efter ankom en patrulje til stedet, og de to mænd på 18 og 22 år blev visiteret. Den 22-årige mand erkendte, at han solgte stoffer, og at han var i færd med at forberede et salg, da den civilklædte betjent henvendte sig.
Den 22-årige mand blev fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk, men ved ransagning af bilen blev der fundet yderligere skunk og hash samt en peberspray. Han blev derfor både sigtet for salg af narkotika og for overtrædelse af våbenloven, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.