Fortsæt til indhold

Stor gruppe skabte utryghed: Østjyllands Politi rykkede talstærkt ud til boligområde, hvor 21-årig blev fundet skuddræbt

Torsdag aften måtte Østjyllands Politi rykke talstærkt ud til boligområdet Rosenhøj i Viby. Selvsamme område, hvor en 21-årig mand blev fundet skuddræbt natten til tirsdag.

Krimi
af

Torsdag aften måtte Østjyllands Politi rykke hurtigt og talstærkt ud til boligområdet Rosenhøj i Viby efter en række anmeldelser fra flere bekymrede borgere om en angiveligt større gruppe af personer, som skabte utryghed.

Det kunne vagtchef Rene Ludvig fra Østjyllands Politi bekræfte over for TV2 Østjylland torsdag aften.

»Vores baggrundsviden, stemningen i området og med hændelsen forleden in mente vælger vi at disponere nogle styrker derud,« fortæller Rene Ludvig.

Men da patruljevognene først ankom til stedet, var den større forsamling af mennesker dog forduftet.

»Enten fordi de var løbet, havde opløst sig selv, eller fordi der ikke var noget i det. Det er svært at vurdere,« siger vagtchefen.

Efterfølgende valgte den pågældende indsatsleder på stedet at droppe ordensmagtens tilstedeværelse i boligområdet for ikke at skabe unødvendig uro og postyr for kvarterets beboere.

Studerende tilbudt krisehjælp

Der var netop ved en tankstation i Viby nær boligområdet Rosenhøj, at en 21-årig mand natten til tirsdag blev fundet skuddræbt i sin bil.

Torsdag blev den skuddræbte identificeret som en dansk mand, der var udlært elektriker og netop havde påbegyndt en uddannelse som bygningskonstruktør på Via University College i midtbyen.

Skolen aflyste undervisningen onsdag og fik bekræftet hos Østjyllands Politi, at der netop var tale om én af deres studerende. Torsdag samlede skolen de cirka 100 medstuderende tidligt om morgenen for at videregive den triste besked om, at der var en studiekammerat, der var blevet dræbt.

Ifølge JP Aarhus havde skolen samtidig sørget for, at der var krisepsykologer til stede, så både de studerende samt underviserne kunne få tilbudt psykologhjælp.

Det kan du læse mere om her.

Rendte rundt med knive og macheter

Onsdag aften i området omkring Rosenhøj modtog Østjyllands Politi anmeldelser om, at flere mænd rendte rundt med både knive og macheter.

Da politiet ankom til stedet, var mændene dog allerede løbet væk.

Østjyllands Politi var hurtigt ude og afkræfte spekulationerne om, at den 21-årige skulle være forbundet til bandemiljøet.

Onsdag meddelte politikredsen derimod, at én af deres teorier i efterforskningen var, at den 21-årige ganske enkelt kunne have været et tilfældigt offer – at han befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

I forbindelse med drabet natten til tirsdag har Østjyllands Politi udsendt et billede af en sølvgrå VW Golf Variant, der blev fundet i brand på gerningsstedet – bilen var stjålet og havde påmonteret stjålne nummerplader.

Det er denne VW Golf Variant 2,0 fra 2005, som politiet meget gerne vil i kontakt med folk, der kan have set omkring kl. 1.11 natten til tirsdag omkring krydset Søndervangs Allé/Ringvej Syd i Viby J. Foto: Østjyllands Politi.

Politiet søger vidner i sagen, der eventuelt kan have set bilen i området omkring Rosenhøj klokken 1.11 natten til tirsdag.

Det kan du læse mere om her.

Har informationer i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på 114.