Flere kilometer lang kø på Fynske Motorvej: Forlænget rejsetid på halvanden time
Vejdirektoratet har siden onsdag eftermiddag kunnet berette om massiv kødannelse på Fynske Motorvej i vestgående retning – bl.a. på grund af akut vejarbejde.
Det var først et uheld på Fynske Motorvej, der forårsagede massiv kødannelse onsdag eftermiddag.
Efterfølgende var der ifølge B.T. også meldinger om tabt gods på motorvejen, som sinkede onsdagens påsketrafik på den fynske motorvej.
Senest er det ifølge Vejdirektoratet »akut vejarbejde« på strækningen fra Odense mod Middelfart (mellem Odense SV og Ejby), der skaber store udfordringer.
Vejdirektoratet melder nemlig om massiv kødannelse og forlænget rejsetid på op til en time og 30 minutter.
Der forventes først normal trafik midt på aftenen.
Kødannelsen skyldes ifølge Vejdirektoratet desuden et »slaghul i højre spor«.
Dermed har kun ét spor været farbart de sidste par timer med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t.
B.T. skriver at køen i vestgående retning strækker sig over cirka 20 km.
»Det er myldretiden, der blander sig med rejsetrafikken, og det giver ophobning på vejene,« lyder det fra Vejdirektoratets vagthavende.