Fortsæt til indhold

»Utrygheden er desværre udbredt i S-toget«: Hver tiende flygter fra togene

Mange fravælger de københavnske S-tog på grund af utryghed, viser ny undersøgelse.

Krimi
am

17,5 procent af alle S-togsbrugere har følt sig utrygge i forbindelse med en S-togsrejse indenfor de sidste 12 måneder. Og hver tiende S-togsbruger har fravalgt toget på grund af utryghed én eller flere gange.

Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for Dansk Jernbaneforbund, som er ansatte ved jernbane- og transportselskabers fagorganisation.

»Utrygheden er desværre udbredt i S-toget og den skal bekæmpes. Vi ved, at der er mennesker, der fravælger S-toget alene på grund af utryghed. Det kan vi ikke acceptere. Alle skal føle sig velkommen i toget,« udtaler Preben S. Pedersen, der er formand for Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse.

Regeringen har for nyligt iværksat en tryghedspakke, som også inkluderer mere overvågning i S-togene, og at der indsættes et privat vagtværn på udvalgte strækninger.

Spørger man brugerne af S-togene, så skal der mere personale og overvågning til at løse utrygheden. Seks ud af ti mener, der skal være mere S-togpersonale på stationerne, og fem ud af ti ønsker mere videoovervågning.