Nej, du har ikke 3.406,65 til gode
Svindlere bruger både navn og logo fra sygeforsikringen.
Den ser ud til at komme fra Sygeforsikringen ”danmark”. Det er ikke tilfældet.
Til gengæld er det et forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af dig - og er altså svindel.
I mailen står der blandt andet, at modtageren er berettiget til et tilskud på 3.406,65 kroner.
Der skal dog lige klikkes på et link.
Den slags mails kaldes for phishing - og eventuelle links skal man holde sig langt væk fra.
»Vi er kede af, at de bruger vores logo og navn til at forsøge at snyde folk,« siger kommunikationschef ved Sygeforsikring Danmark, Lone Ellersgård i den forbindelse til TV2 Nord.
»Danmark« opfordrer til kun at åbne mails fra kendte afsendere.
De ligner
»E-mails fra ”danmark” vil altid være afsendt fra domænet @sygeforsikring.dk. Vær dog opmærksom på, at svindlere kan være kreative med navngivning, og det derfor kan se ud, som om e-mailen er sendt fra @sygeforsikring.dk,« står der på hjemmesiden.
Links i en mail kan tjekkes ved, at musen køres over linket. Her kan du se webadressen nederst til venstre på skærmen.
»Sygeforsikringen ”danmark” vil aldrig bede dig om validering af oplysninger, konto- eller kortnummer i en e-mail eller via et link i en e-mail. Vi vil altid bede dig om at logge ind på sygeforsikring.dk med MitID eller NemID,« står der videre i advarslen på hjemmesiden.