Fortsæt til indhold

Politirapporten: Politiet fandt poser med hash i 18-årigs underbukser

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 20. oktober 2020

Krimi
Arkiv

Bilist sigtet for narkokørsel – passager havde hash i underbukserne

En patruljes rutinetjek af en bil mandag kl. 15.52 i Højbjerg førte til narkosigtelser og anholdelse af to unge mænd. Patruljen dirigerede bilen ind til siden på Elverdalsvej og tog kontakt til de fire mænd i køretøjet. Bag rattet sad en 20-årig mand, som virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Da der var en stærk hashlugt i bilen, besluttede betjentene at visitere alle mændene og ransage bilen.

I underbukserne på en 18-årig passager lå der en del små salgsposer med hash, og i hans taske fandt betjentene nogle tusinde kroner i kontanter og en digitalvægt. Desuden havde han en lille kniv på sig. Han blev derfor også anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg og for overtrædelse af knivloven. Både hash og kontanter blev beslaglagt af patruljen.

Gemt i bilen lå yderligere to poser med hash, som den 20-årige bilist erkendte var hans. Han fik derfor ud over sigtelsen for narkokørsel også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer.

De to andre mænd i bilen havde ikke noget ulovligt på sig og blev derfor ikke sigtet for noget.

Svindlere udgiver sig for at være Østjyllands Politi

I denne måned har otte borgere anmeldt, at de er blevet ringet op af en mand, som har udgivet sig for at være fra Østjyllands Politi og forsøgt at lokke personfølsomme oplysninger ud af dem. På displayet ser det rigtigt nok ud, som om opkaldet kommer fra Østjyllands Politis hovednummer – men der ER tale om svindel.

Manden, der udgiver sig for at være betjent, forsøger typisk at narre folk ved at forklare, at der er optaget et mistænkeligt lån i deres navn, og at han har brug for nogle oplysninger for at hjælpe dem. Mandag var der to nye tilfælde, hvor borgere blev ringet op af den falske betjent, men heldigvis lykkedes det ikke for ham at få held med sit foretagende.

Husk – politiet vil aldrig bede dig om personfølsomme oplysninger i telefonen. Er du i tvivl, om det er politiet, der har ringet til dig, så læg på og ring selv op for at tjekke, om opkaldet kommer fra politiet.

Ung mand sigtet for at sælge kokain

Østjyllands Politis specialpatrulje blev mandag aften bekendt med, at en 20-årig mand solgte kokain via Snapchat. Betjentene kørte til Frederiksbjerg Torv i Aarhus, hvor de fik fat i den 20-årige og hans jævnaldrende ven, som sad i en bil.

Den ene af mændene havde en salgspose med kokain og nogle tusinde kroner i kontanter på sig. Både narko og kontanter blev beslaglagt, og begge mænd blev anholdt og sigtet for narkohandel.

Havde stoffer i bilen og udgav sig for at være en anden

En patrulje opdagede mandag kl. 19.40 en bil på Åby Ringvej i Aarhus V, som de via politiets systemer kunne se ikke havde den lovpligtige ansvarsforsikring. De fik bilisten til at holde ind til siden og bad ham om at oplyse navn, adresse og fødselsdato. Da den mandlige fører ikke havde medbragt kørekort eller anden id, tog betjentene kontakt til vagtcentralen og bad dem tjekke oplysningerne.

Navn og adresse passede rigtigt nok, men der var noget galt med fødselsdatoen. Bilisten opgav sin fødselsdag til den 2. august, men den rigtige dato fødselsdato var retteligt den 1. august. Betjentene fandt det mistænkeligt, at bilisten ikke kunne huske sin egen fødselsdag, og efter flere kontrolspørgsmål, måtte han erkende, at han i virkeligheden var en 20-årig mand med fødselsdag en helt anden måned. I øvrigt var han frakendt kørekortet.

Under en ransagning af den 20-åriges bil fandt betjentene flere salgsposer med hash og skunk. Han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg, for at opgive falsk navn, for kørsel uden førerret og for at køre i en bil uden den lovpligtige forsikring.

Brand i værelse på herberg

Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 00.45 en anmeldelse om, at der var brand i et værelse på et herberg på Årslev Møllevej i Brabrand. Alle beboere var ude af bygningen, da politiet kom frem, og brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, som dog nåede at lave større skader i værelset. Det var formentlig en kortslutning i et fjernsyn, der forårsagede branden.

Fuld mand skabte utryghed og blev anholdt

Østjyllands Politi fik mandag kl. 16.00 en anmeldelse om, at der var uro omkring Klostertorv, hvor særligt en 33-årig mand var højrøstet og skabte utryghed på stedet.

En patrulje mødte kort efter op på torvet, hvor de fik fat i den 33-årige mand, som netop havde råbt en række skældsord efter en vagt på stedet.

Manden, der var kraftigt påvirket af alkohol, blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Brand i skur i Risskov

Politi og brandvæsen kørte mandag kl. 19.19 til en brand i et skur på Fortevej i Risskov. Branden blev hurtigt slukket og nåede ikke at brede sig til beboelse, og ingen personer kom noget til. Formentligt opstod branden i noget elektronik.

Fra branden i Risskov.

Færdsel

Mandag kl. 7.00 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Graham Bells Vej/Skejby Nordlands Vej i Aarhus N. En 55-årig mandlig bilist kørte ud i rundkørslen og ramte ind i en 30-årig mandlig cyklist. Cyklisten blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Færdsel

Mandag kl. 11.55 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på P. Juul-Jensens Boulevard i Aarhus N.

Færdsel

Mandag kl. 16.43 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Åby Ringvej i Brabrand. Da patruljen fandt en mindre mængde hash og kokain på bilisten, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Færdsel

Natten til tirsdag kl. 1.03 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vårkjærvej i Viby.

Indbrud i boliger

På Hans Tausens Vej i Viby begået mellem lørdag d. 17/10 kl. 15.30 og søndag d. 18/10 kl. 18.00

På Nordskovvej i Lemming i Hasselager begået mandag d. 19/10 kl. 10.55

jr