Fortsæt til indhold

Indbrud i nat: Tyvene holdt i nærheden med åben bagsmæk

Indbrudstyve taget med tyvekoster fra bolig i Højbjerg

Krimi
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi modtog i nat klokken 02.12 en anmeldelse om indbrud i en bolig på Ildervej i Højbjerg.

Det skete i forbindelse med, at der gik en alarm i huset, oplyser Østjyllands Politis vagtchef Lars Bisgaard til Lokalavisen.

En patrulje kørte ud for at lave en gerningsstedsundersøgelse, mens andre patruljer kørte ud i området for at lede efter gerningspersonerne.

En af patruljerne kom forbi et sted, hvor der holdt to biler med åben bagsmæk. Det virkede mistænksomt, så patruljen tog kontakt til personerne ved bilen. En af dem var en 'gammel kending' af politiet, og derfor besluttede betjentene sig for at ransage bilerne. Her fandt man nogle tyvekoster, som stammede fra indbruddet på Ildervej, oplyser vagtchefen.

Den 29-årige mand, som er kendt for lignende kriminalitet, er på grund af sin fortid blevet fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for indbrud. Retten i Aarhus valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger.

To andre personer, en kvinde og en mand, er sigtet i samme sag. De er dog blevet løsladt, fordi deres baggrund efter politiets vurdering ikke er så belastende, at det vil være nok til varetægtsfængsling.