Politirapporten: Politiet advarer mod udenlandske indsamlere
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Påstod at samle ind til døve børn
25-årig mand blev torsdag kl. 13.30 kontaktet af en mand foran Domkirken på Store Torv i Aarhus. Manden viste den 25-årige et dokument, hvor der på dårligt skrevet dansk stod, at han samlede ind til et hjem for døve børn. På papiret stod der en række danske navne og ud for hvert navn stod der et beløb på omkring 200 kroner.
Den 25-årige skrev også sit navn på dokumentet og gik hen til en hæveautomat for at hæve 200 kroner til manden. Da han havde givet ham pengene, skrev manden +200 kroner ud for det allerede skrevne beløb, men det ville den 25-årige ikke betale, og manden gik derfor fra stedet. Den 25-årige var efterfølgende blevet mistænkelig og tvivlede på rigtigheden af indsamlingen og kontaktede derfor politiet.
Manden beskrives som:
- Østeuropæisk af udseende
- 25-30 år gammel
- 175-180 cm høj
- Almindelig af kropsbygning
- Mørk i huden og med kort, sort hår og sort skæg
- Var i ført mørkt tøj
- Medbragte en indsamlingsblanket
Østjyllands Politi har tidligere haft lignende sager, hvor udenlandske personer udgiver sig for at være indsamlere. Politiet opfordrer til, at man blot ignorerer dem og ikke skriver under på noget eller giver dem penge. Ring gerne til politiet på 114, hvis du ser sådanne indsamlere og noter signalement på personer og eventuelle biler.
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11. 00 i Retten i Aarhus en litauisk mand på 31 år der i onsdags i Kvickly Mega Syd, 8260 Viby J. blev pågrebet i at stjæle varer til en samlet værdi af 6.547 kr (se nedenstående fra torsdagens døgnrapport). Manden erkendte tyveriet og vedtog en bøde, hvorfor hans forhold blev forelagt Udlændingestyrelsens udvisningsvagt. Udlændingestyrelsen besluttede at manden skal udvises af Danmark og meddeles et indrejseforbud gældende 2 år. Han fremstilles i dag med anmodning om at blive fængslet i fire uger, så politiet har mulighed for at effektuere Udlændingestyrelsens udvisningsbeslutning.
Fra torsdagens døgnrapport: Butikstyv stoppet i Kvickly
Onsdag kort før kl. 11.30 gik alarmen ved kasselinjen i Kvickly i Mega Syd i Viby J. En medarbejder råbte til en kollega, at han skulle standse manden, der var på vej ud. De to medarbejder satte begge i løb efter manden, der blev stoppet ved forretningens udgang og førte ham med ind i baglokalet, hvorfra de ringede efter politiet.
Den 31-årige mand fra Litauen blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for, og han blev derfor sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 4.500 kroner. Han er foreløbigt tilbageholdt af politiet i op til 3x24 timer, mens sagens bliver forelagt Udlændingestyrelsen.
Færdsel
Torsdag kl. 18.30 skete der et færdselsuheld på Højkolvej i Hasle i Aarhus V. En 19-årig mandlig bilist var kommet kørende ad Højkolvej og skulle fortsætte ligeover i krydset ved Østrevej. Den 19-årige overholdt ikke sin vigepligt og kørte ud i krydset, hvor han stødte sammen med en anden bil, ført af en 63-årig kvinde, der kom kørende ad Østrevej. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet. Den 19-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Færdsel
Torsdag kl. 21.50 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand.
Færdsel
Natten til fredag kl. 02.55 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Åboulevarden i Aarhus C.
Færdsel
Natten til fredag kl. 03.30 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Banegårdsgade i Aarhus C.
Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune
På Havrebakken i Aarhus N begået mellem onsdag den 31/7 kl. 15.00 og torsdag den 1/8 kl. 09.30
På Mejlbyvej i Hårup, Hjortshøj begået mellem onsdag den 31/7 kl. 12.00 og torsdag den 1/8 kl. 15.20
På Fornæsvej i Risskov begået fredag den 2/8 kl. 01.03
jr