Rema 1000-lastbil brager ind i flere huse
Chaufføren havde ikke drukket.
Det må have været noget af et chok, der mandag formiddag ramte to husejere i Osted i Lejre Kommune nær Roskilde.
For en vilfarende Rema 1000-lastbil kom på uventet besøg og ramte to huse..
»Lastbilen kørte af sydlig retning og kommer så først over i den forkerte vejbane, inden den strejfer et hus og rammer et andet,« fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.
I huset, der blev ramt, var en person hjemme. Heldigivis slap både chauffør - en 59-årig mand fra Horsens-området - og husets beboer umiddelbart for mén - de havde i hvert fald ingen synlige skader, oplyser Martin Bjerrgaard. Begge blev dog kørt til tjek på skadestuen for en sikkerheds skyld.
Nul alkohol
Hvordan en stor Rema 1000-lastbil så kunne ende så meget på afveje - det ved man ikke endnu, men det undersøger man grundigt. Alkohol kan dog allerede udelukkes.
»Alkometer-testen viste nul i promille. Men nu, hvor han (lastbilchaufføren, red.) alligevel er bragt på skadestuen, så får vi også udtaget blodprøver fra ham, så man kan se, om eksempelvis narko kan have spillet ind - eller om der måske har været tale om et ildebefindende,« siger Martin Bjerregaard og tilføjer:
»Derudover har en færdselsbetjent undersøgt takografen for at se om køre- og hviletider er overholdt, og en bilinspektør undersøger, om der er noget teknisk på lastbilen, der ikke har fungeret, som det skulle og kan have spillet ind i det her uheld. Og så skal chaufføren også afhøres på et tidspunkt - men indtil da kan vi ikke komme en årsag til uheldet nærmere.«
Uheldet blev anmeldt kl. 08.25 mandag morgen. Cirka kl. 12 kunne politiet forlade stedet igen. Og lastbilen?
»Seneste melding omkring klokken 12 er, at den stadig mangler at blive trukket ud af haven. Og det tager formentligt nogle timer endnu,« lyder det afslutningsvist fra Martin Bjerregaard.