16-årig får otte års fængsel for knivdrab
Dommen er faldet i den tragiske sag fra Grenaa.
En 16-årig dreng er ved Retten i Randers af et enigt nævningeting kendt skyldig i knivdrab på en 15-årig dreng ved Grenaa Station. Han er blevet idømt otte års fængsel.
Den nu 16-årige dreng dræbte i november 2023 en 15-årig bekendt ved togstationen i Grenaa.
Den 16-årige har tidligere erkendt, at han førte kniven nær togstationen i Grenaa - han nægtede dog samtidig at have haft til hensigt at begå drab.
Den tiltalte, der som offeret var 15 år på gerningstidspunktet, har i retten forklaret, at han indfandt sig ved togstationen i Grenaa. Han kendte den 15-årige, som havde beskyldt ham for at voldtage den 15-åriges ekskæreste.
Den tiltalte havde taget en dolk med, han brugte til fisketure og i naturen.
»Hvis det nu var, at han (den 15-årige, red.) ville slås, så kunne jeg bruge dolken til at true ham med og løbe væk,« har den nu dømte tidligere udtalt.
Den 15-årige slog ifølge den dømte ud efter ham, og det fik ham til at gå i panik.
»Jeg panikker. Jeg trækker kniven og stikker ham.«
Følte sig beruset
Det kom under forklaringen frem, at han havde drukket juleøl og følte sig beruset forud for hændelsen på stationen.
Drab straffes som udgangspunkt med 12 års fængsel. Men hvis gerningsmanden er under 18 år, anses det i straffeloven som en formildende omstændighed.
Specialanklager Jesper Rubow krævede på den baggrund den tiltalte idømt otte års fængsel.
Forsvarsadvokat Camilla Ernst mente, at straffen ikke bør overstige seks års fængsel.
Hun begrundede det med den tiltaltes alder og det, at han blev udsat for et angreb fra den 15-årige, som slog ham i hovedet.
Forsvarsadvokaten har bedt om betænkningstid, i forhold til om man vil anke dommen til landsretten.
Drengen blev anholdt og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør. Han har siden været varetægtsfængslet på en ungdomsinstitution.
Drabet satte spor i hele lokalsamfundet, der i tiden efter den tragiske hændelse arrangerede blandt andet mindeoptog og borgermøde.
Fortryder det
»Jeg er sikker på, at den dømte dreng for tid og evighed fortryder, at han tog kniven med på stationen den dag – og at han i endnu højere grad fortryder, at han stak med den. Det fik voldsomme konsekvenser, og som han også selv sagde i forbindelse med retssagens afslutning, så ville han have gjort sine handlinger om, hvis han havde haft mulighed for det,« siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ofrets liv stod ikke til at redde
Østjyllands Politi fik anmeldelsen om episoden søndag 26. november klokken 17.47, og kort efter var flere patruljer på stedet. Den 15-årige blev hentet og tilset i ambulance og lægeambulance, men hans liv stod ikke til at redde.
Ved Retten i Randers kom nævningetinget frem til, at der var tale om drab og ikke vold med døden til følge, som den tiltalte forinden havde erkendt.
»Jeg er naturligvis fagligt og juridisk tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om drab, da den nu 16-årige dreng tilbage i november sidste år stak den jævnaldrende dreng i brystet med kniv,« siger specialanklager Jesper Rubow i pressemeddelelsen.
»Men det ændrer ikke ved, at der er tale om en dybt ulykkelig sag for alle parter – særligt for de efterladte til den dræbte, men også for de pårørende til den dømte – og derfor er det også godt, at der nu er faldet dom, så de involverede personer forhåbentligt kan komme videre i livet,« siger specialanklager Jesper Rubow.
Drab og forsøg på grov vold
I forlængelse af drabet stak den nu 16-årige også ud efter en anden jævnaldrende dreng med den samme kniv. Han blev ikke ramt, men hans tøj blev ramt, og der blev skåret hul i hans jakke.
Den 16-årige var derfor også tiltalt for forsøg på grov vold, hvilket han også blev kendt skyldig i og dømt for at have begået.
»Den mærkbare fængselsdom – til så ung en dreng – sender et tydeligt signal om, at det er en meget alvorlig sag. Sagen viser med al tydelighed, at det hovedrystende dumt at gå med kniv i det offentlige rum, og at det kan få fatale konsekvenser,« siger Jesper Rubow.
Den 16-årige dreng blev ved retten også kendt skyldig i at have overtrådt knivloven, og det anvendte drabsvåben blev konfiskeret med henblik på destruktion. Han blev desuden dømt til at skulle betale en samlet erstatning på 220.000 kroner til de pårørende.
Den dømte har siden sin anholdelse i forbindelse med knivdrabet siddet varetægtsfængslet på en sikret institution, mens sagen er blevet efterforsket og vurderet juridisk. Han skal fortsat forblive varetægtsfængslet på en sikret institution efter tirsdagens dom.